FCK-boss afliver myte: Ejerne er villige til at geninvestere
Der er ikke hængelås på pengeskabet i FC København, understreger direktør Jacob Lauesen.

Fredag præsenterede FC København årsregnskab for 2025.
Moderselskab Parken Sport & Entertainment (PSE) havde sorte tal på bundlinjen med et overskud på 279,9 millioner kroner, og i forbindelse med årsregnskabet skrev PSE, at der ville blive udbetalt et udbytte på tre kroner per aktie til FCK-aktionærerne.Det ville svare til omtrent 30 millioner kroner.
Men faktisk udbetales der kun de pengebeløb, der lovpligtigt skal gives til aktionærerne gennem selskabsskatten, fortæller FCK-direktør Jacob Lauesen i et interview til FCK TV.
Klubbens ejere kommer nemlig til at geninvestere i FC København, fortæller han.
- Samlet set er det et meget, meget flot resultat. Og så den lille sidste note, for at slå alle myter ihjel på dette område, så i 2025, ligesom det var tilfældet i 2024, bliver der ikke udbetalt udbytte fra FC København til aktionærerne.
- Der bliver udbetalt det, der svarer til selskabskatten, som man rent lovligt skal gøre, men det er det eneste, der bliver trukket ud af virksomheden, så ejerne er villige til at geninvestere, siger han.

Der skal investereres
Årsregnskabet er altså et positivt et af slagsen.
Dog er der skår i glæden, idet at klubben glippede mesterskabsspillet for første gang nogensinde, siden den nuværende ligastruktur blev introduceret.
Ifølge FCK-bossen er ejerne villige til at geninvestere i klubben, og Lauesen gør det i interviewet klart, at der ingenlunde er hængelås på pengeskabet forud for sommerens transfervindue.

- FC København kommer ud af en historisk fireårig periode med tre mesterskaber og tre Champions League-deltagelser.
- Det betyder, at man har kunne opbygge en solid virksomhed, som gør, at vi er klar til at slå tilbage på klubbens ambitioner, som er, at vi skal vinde DM i den kommende sæson, og det betyder selvfølgelig, at man er nødt til at investere efter det, når man kommer fremad, siger han.
Det faktum, at både nummer et og to i næste sæson får chancen for Champions League-kvalifikation i sommeren 2027 fylder ligeledes.
- Når vi kigger frem mod næste sæson, hvor den sæson også har den karakteristika, at der med 99,99 procent sikkerhed er to Champions League-pladser at spille om, så skal vi investere i, at vi skal tilbage på tronen i dansk fodbold, fortæller Lauesen.
Læs mere om årsregnskabet her:

FC København












