Danskertrio rykker tættere på stregen efter nyt nederlag
Nedrykning er en reel risiko for danskerklubben Zulte Waregem.

Det går ikke prangende for danskertrioen Anosike Ementa, Jeppe Erenbjerg, Jakob Kiilerich og belgiske Zulte Waregem.
Fredag aften rykkede mandskabet tættere på den forkerte side af nedrykningsstregen, da Gent på hjemmebane besejrede danskerklubben med 2-0. Undervejs brændte en af danskerne straffe for Zulte Waregem.
Dermed er Zulte Waregem blot et enkelt point over nedrykningsstregen. Det kan nedrykningsbejlerne Oud-Heverlee Leuven, Cercle Brugge og RAAL La Louviere dog ændre på i weekenden.
Nederlaget var Zulte Waregems femte i træk.
Gent sejrede sikkert, og nedturen startede kort før pausen, hvor hjemmeholdet kom på 1-0.
Kort inde i anden halvleg fik Zulte Waregem en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet, da holdet blev tilkendt et straffespark.

Jeppe Erenbjerg tog sig af forsøget fra 11-meter-pletten og sparkede til venstre, men danskeren blev læst af Gent-målmanden Davy Roef.
Zulte Waregem fortsatte jagten på en udligning, men 20 minutter før tid blev kampen så godt som afgjort, da det var Gents tur til at skyde straffespark - og modsat Erenbjerg gik bolden i mål.
Derfor endte det med et nyt nederlag til danskerklubben, der går en dramatisk sæsonafslutning i møde.
Alle tre danskere spillede fuldtid i kampen.
Gent













