Vanvittige Bodø og Kasper Høgh knuser Sporting
Den norske klub har tilsyneladende ingen intentioner om at træde på bremsen.

Ender eventyret med at blive skrevet helt færdigt?
Bodø/Glimt har efterhånden betaget hele fodboldeuropa, og det er der selvfølgelig ingen grund til at med stoppe nu.
Det virker i hvert fald til at være tilgangen oppe i det nordlige Norge, hvor det onsdag aften blev til endnu en Champions League-triumf.
Denne gang gik det ud over Sporting, der må rejse hjem til Portugal med et nederlag på intet mindre end 3-0 i bagagen.
Morten Hjulmand startede vanen tro inde for Sporting, og efter bare 20 minutter havde kampens betydning sat sit præg på ham, da han brokkede sig til kampens første gule kort.
12 minutter senere måtte han så se Bodø/Glimts Sondre Fet gøre det til 1-0 for hjemmeholdet på et straffespark.
Kort før pausen begyndte endnu et mirakel så for alvor at spire, da Ole Blomberg bragte Bodø foran med 2-0.
Landstræner Brian Riemer havde taget turen til det nordlige Norge for at overvære kampen, hvor han foruden Morten Hjulmand også skulle se Kasper Høgh nærmere an.
Den mulighed greb den danske Bodø-angriber, da han midtvejs i anden halvleg stjal opmærksomheden ved at gøre det til 3-0 på en afslutning tæt under mål.

Og mon ikke, Brian Riemer efterhånden er blevet overbevist? I hvert fald var det Kasper Høghs femte Champions League-scoring i denne sæson.
Uanset hvad, så rejser Bodø/Glimt til Portugal med det ene ben i Champions League-kvartfinalerne i næste uge.
Overblik over Bodø/Glimts seneste fem Champions League-kampe: Manchester City (sejr), Atletico Madrid (sejr), Inter (sejr), Inter (sejr) og Sporting (sejr).
Du kan se Kasper Høghs scoring nedenfor:
Bodø/Glimt
Morten Hjulmand
Sporting CP












