Neestrup har fået nok: Hvem skulle det ellers være?
Jacob Neestrup virker til at have fået nok af at svare på spørgsmål om sine valg af spillere.

Der er ikke plads til alle.
Slet ikke i et elitemiljø som det i FC København.
Det måtte lejesvenden Amir Richardson samt den unge komet Viktor Dadason sande i weekenden, hvor der ikke blev fundet plads til dem i truppen, da FCK spillede sig i pokalfinalen i Viborg.
Men hvorfor blev de - og måske særligt Amir Richardson fra Fiorentina - egentlig sorteret fra?
Jacob Neestrup har tidligere forklaret årsagen med 'konkurrencesituationen', men da han onsdag blev bedt om at uddybe den forklaring yderligere, greb han i dén grad muligheden - uden at ryge op i det røde felt, men med en klar fornemmelse af, at han er ved at have fået nok af den slags spørgsmål:
- Det er fair nok, at vi kritiserer for præstationer og resultater, men for seks måneder siden stod alle og syntes, at jeg var komplet idiot, fordi jeg ikke spillede med Dadason. Min begrundelse var, at jeg ville passe på en ungt knægt, så han ikke blev fedtet ind i det her kollektive makværk, men det er han så desværre blevet nu.
- Nu er folk sure over, at Moukouko har spillet og scoret to mål, for så er træneren også helt idiot over det. Nu er det Richardson, og havde han spillet, så var der en anden rigtig dygtig spiller, der ikke havde været i truppen, og så skal jeg love jer for, at så var jeres spørgsmål gået på det, siger han overfor flere danske medier, blandt andre Copenhagen Sundays.

I stedet vil Jacob Neestrup gerne have lov til at vende spørgsmålet om - for hvad skulle han egentlig ellers have gjort?
- Hvem skulle ikke have været med i truppen forleden? Det spørgsmål kan man jo også stille. Var det 'Corner', som er den eneste, der kan det, han kan? Var det Geovanni, var det Mads Emil, var det Clem? Skulle vi have gamlet og gået all in på en bænk uden forsvarsspillere og håbe på, at vi ikke fik røde kort eller skade? Eller skulle vi have ladet været med at udtage en reservekeeper?
- Jeg forstår godt alle spørgsmål, og jeg tager imod al kritik, men hver evig eneste gang i løbet af min tid, der har der hele tiden skullet være en konflikt. Enten med en spiller, der har spillet, eller en spiller, der ikke har spillet, siger Jacob Neestrup.
Viktor Dadason står noteret for syv scoringer og 21 kampe i FC København, mens Amir Richardson står noteret for fire kampe i FCK.
FC København
Jacob Neestrup












