Svenske fans raser over FCK-søsterklubs nye logo Foto: FC Rosengård

Svenske fans raser over FCK-søsterklubs nye logo

De svenske fans tager ikke ligefrem godt imod det nye logo.

FC Rosengårds nye logo.
Foto: FC Rosengård

FC København har gjort sit indtog i FC Rosengård på den anden side af Øresund i Malmø.

Skulle man fortsat være i tvivl, skal man bare kigge på tirsdagens nyhed i den svenske søsterklub.

FC Rosengård har nemlig ændret logo.

I stedet for rødt, hvidt og blåt er det nye logo nu udelukkende hvidt og blåt i nuancer, der matcher FC Københavns logo ganske godt i farvevalg.

- Vi er utroligt glade for dette klublogo, som virkelig symboliserer starten på denne nye spændende rejse, vi har begivet os ud på, og som samtidig bringer vores navn og historie ind i fremtiden, siger formand Håkan Wifvesson og fastslår, at Rosengård ikke kommer til at ændres til ugenkendelighed:

- Vi er Rosengård, det vil vi altid være, og vi ser frem til en lys og spændende fremtid.

FC Rosengård skriver dog på sin hjemmeside, at logoet naturligvis er for at symbolisere det nye samarbejde med den danske hovedstadsklub.

- Klublogoet er udviklet til at symbolisere det nye samarbejde mellem FC Rosengård 1917 og partnerklubben FC København og er en moderne version, der afspejler nutiden og det yngre publikum, der i høj grad findes i Rosengård.

Upopulært blandt svenske fans

Helt så positivt ser mange svenske ikke fans på ændringen.

Flere steder på X bliver der i hvert fald ytret mere eller mindre negative meninger om det nye logo.

- Helt vanvittigt, at dette er tilladt i svensk fodbold. Hvad laver SvFF? Er hele fodboldsverige ikke samlet om denne sag, bortset fra forbundet selvfølgelig?, skriver en bruger blandt andet, mens en anden skriver sarkastisk:

- Sikke en dejlig klub I er, FC Rosengard. Jeg tænkte bare, at I ville have et "lille" samarbejde.

En tredje skriver:

- Gud forbyde et logo... Jeg kender ikke engang FC Rosengårds historie, men det gamle logo har alligevel sin historie. Den slags bliver alt for ofte set ned på i moderne fodbold.

En fjerde holder det kort og godt med:

- Danskjävlar.

FC Rosengårds nye logo.
Foto: FC Rosengård

FC København købte sig for nyligt ind i FC Rosengård og ejer nu 49 procent af klubben.

Rosengård befinder sig aktuelt i den tredjebedste svenske række.

FCK's samarbejde med Rosengård har vakt betydelig opsigt i svensk fodbold, hvor det blandt mange fans og også på det politiske niveau ikke er videre populært, at en Malmö-klub samarbejder direkte med Skandinaviens største fodboldklub.

Samarbejdet er også særdeles upopulært hos Sveriges finansielt stærkeste klub Malmö FF og blandt store dele af den klubs fans.

Mest læste

Notifications

Notifikationer