Ligegyldigt returopgør: Bayern uddeler kæmpe tæv i Italien
Der bliver ikke meget at spille om onsdag i næste uge.

Bayern München er klar til kvartfinalerne i Champions League.
Godt nok mangler der lige et returopgør hjemme mod Atalanta onsdag i næste uge, men det virker næsten overflødigt.
Italienerne fik nemlig læsterlige klø på eget græs af sydtyskerne tirsdag aften.
Atalanta blev således rundbarberet med intet mindre end 1-6.
Allerede efter opgørets første 25 minutter var spændingen så godt som feset ud.
På mål scoret af Josip Stanisic, Michael Olise og Serge Gnabry stod der nemlig lynhurtigt 0-3.

Efter en "stille og rolig" afslutning på første halvleg, skruede Bayern München atter bissen på efter pausen.
Nicolas Jackson gjorde det til 0-4 i det 52. minut, og et kvarter senere stod der 0-6 efter endnu en scoring af Michael Olise efterfulgt af et mål fra Jamal Musiala.
Atalanta fik reduceret kort før slutfløjt.
Selvom det hele virker godt og grundigt afgjort, krydser de to mandskaber atter klinger i Tyskland onsdag den 18. marts.
Du kan se Bayern Münchens tre første scoringer i videoen nedenfor
Atalanta
Bayern München












