David Nielsen stopper i AC Horsens
Den elendige start på forårssæsonen får nu konsekvenser i AC Horsens.

De kunne have ligget til oprykning med to sejre, men to nederlag har givet et helt andet billede.
Forårssæsonen er startet på værst tænkelige vis i AC Horsens, der har tabt til både Esbjerg fB og Lyngby Boldklub, og nu får den dårlige start konsekvenser.
Tirsdag har cheftræner David Nielsen nemlig selv taget konsekvensen og opsagt sin stilling.
- Jeg vil gerne takke alle på og omkring holdet for muligheden for at blive cheftræner for AC Horsens. Jeg anerkender, at resultaterne ikke har været gode nok, og det vil være bedst for holdet at finde en anden cheftræner til at stå i spidsen for projektet.
- Derfor har jeg afleveret min opsigelse og stopper med øjeblikkelig virkning, siger David Nielsen.

Dermed blev det bare til 33 kampe for David Nielsen i den østjyske klub, hvor han tiltrådte som afløser for fyrede Martin Retov i marts sidste år.
Det bliver klubbens nyansatte assistenttræner Mads Kristensen, der så sent som i december kom til klubben, der i første omgang overtager David Nielsens rolle som midlertidig cheftræner.
AC Horsens skriver selv, at klubben igangsætter rekrutteringen af en ny cheftræner med det samme.
Ifølge Horsens Folkeblad blev David Nielsen 1. marts 2025 ansat på en tre år lang kontrakt.
Den 49-årige skagbo efterlader AC Horsens på en femteplads i Betinia Ligaen, og med to kampe tilbage af grundspillet er der en reel risiko for, at klubben misser top-seks. Der er lige nu to point ned til AaB under top-seks-stregen.
David Nielsen viste overskud i sit sidste interview som AC Horsens-cheftræner ovenpå nederlaget til Lyngby mandag aften. Det interview kan du se her:

Lyngby Boldklub
AaB
AC Horsens
Esbjerg fB












