Xavi går til angreb: Laporta lyver – Messi var enig med Barca Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Xavi går til angreb: Laporta lyver – Messi var enig med Barca

FC Barcelona kunne have hentet Lionel Messi retur for tre år siden, afslører Xavi i et stort interview.

En collage af Lionel Messi, Xavi og Joan Laporta
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Sent søndag aften udgav den spanske avis La Vanguardia et stort interview med FC Barcelona-legenden Xavi, der blev fyret som træner i klubben i 2024, og udtalelserne har sendt chokbølger gennem Barcelona.

Efter længere tids tavshed tager Xavi nemlig bladet fra munden og skyder med skarpt mod Joan Laporta, der er i spil til at blive genvalgt som FC Barcelona-præsident den 15. marts.

I interviewet afslører Xavi blandt andet, at Lionel Messi havde sagt ja til at skifte hjem til den spanske storklub i 2023, men det blev som bekendt ikke til noget - og det var ikke La Liga, der satte en stopper for skiftet på grund af klubbens økonomi, fortæller Xavi.

- Her fortæller præsidenten heller ikke sandheden. Leo [Messi] var faktisk på vej tilbage. I januar 2023, efter at have vundet VM, tog vi kontakt, og han (Messi, red.) sagde til mig, at han havde lyst til at vende tilbage.

Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix / Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

- Vi talte sammen helt frem til marts, og præsidenten (Laporta, red.) begyndte derefter at forhandle kontrakten. Vi havde fået grønt lys fra La Liga, men det var præsidenten selv, der til sidst trak det hele tilbage, fortæller Xavi til La Vanguardia.

Ifølge Xavis udlægning var Messi altså klar på et comeback i Barca-trøjen, og den økonomiske pakke blev accepteret af La Liga, men klubpræsidenten endte med at stå i vejen for skiftet.

- Laporta sagde til mig, at hvis Leo kom tilbage, ville han gå i krig mod ham, og at det kunne han ikke tillade. Pludselig stoppede Leo med at tage telefonen, fordi han havde hørt, det ikke kunne lade sig gøre.

- Sportsligt var der ingen tvivl. Vi ville lave en "The Last Dance" ligesom Michael Jordan. Alt var på plads, siger Xavi.

I sommeren 2023 endte Messi i stedet med at skifte til Inter Miami, hvor han stadig er i dag.

AC har snart kontraktudløb: Nu rører Barca på sig

Mest læste

Notifications

Notifikationer