Over 300 kampe: Brøndby-legende lægger støvlerne på hylden
Julie Tavlo har besluttet at indstille sin karriere med øjeblikkelig virkning.

Èn af de største profiler i Brøndby i nyere tid har besluttet at lægge støvlerne på hylden.
Med 329 kampe og 44 mål i den blå-gule trøje har Julie Tavlo været markant for Vestegnsklubben.
Nu er det dog slut. Brøndby meddeler, at Tavlo indstiller karrieren med øjeblikkelig virkning.
Selvom sæsonen i A-Ligaen er i gang, hvor Brøndby aktuelt er nummer tre, kommer stopperen ikke i spil igen.
Hun har dermed spillet sin sidste kamp for Brøndby, selvom hun kommer til at træne med holdet resten af sæsonen.
Tre gange er den i dag 36-årige Brøndby-profil blevet kåret som Årets Spiller i klubben.

I løbet af sin karriere har hun været med til at vinde tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med Brøndby, der er været en dominerende faktor på kvindesiden i mange år.
- Min tid som fodboldspiller er slut, men det er med en kæmpe glæde, stolthed og taknemmelighed, at jeg sætter støvlerne på hylden.
- Jeg har elsket det hele. Alle de frivillige, trænere og ledere gennem årene, mine holdkammerater - og selvfølgelig vores fantastiske fans. Alle har været med til at give mig uforglemmelige minder og store oplevelser.
- Det er umuligt for mig at beskrive, hvad Brøndby IF har betydet for mig. Klubben har 'reddet' mig i mine sværeste livssituationer, og klubben har været med til at skabe mig som menneske. Tak er et fattigt ord i denne sammenhæng, og jeg føler mig meget privilegeret, at jeg fortsat får lov at være med på og udenfor banen, siger Tavlo til Brøndbys hjemmeside.
Samtidig skriver klubben, at Julie Tavlo dog fortsat kommer til at spille en rolle omkring kvindeholdet i Brøndby.
Hun har også spillet 17 kampe på det danske A-landshold.

Brøndby IF












