Neymars VM-drøm ét skridt nærmere Foto: Thiago Bernardes/REUTERS

Neymars VM-drøm ét skridt nærmere

Verdensstjernen er efter sigende blevet udtaget til det brasilianske landsholds bruttotrup.

Neymar med en knyttet næve.
Foto: Thiago Bernardes/REUTERS

Neymar har med sikkerhed øjnene rettet på sommerens VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico.

Det helt overskyggende problem for ham er bare, at han ikke har været med landsholdet siden efteråret 2023.

Et ophold i saudiarabisk fodbold, en knæskade og senest et skifte hjem til Brasilien har gjort landsholdsambitionen udfordrende for den engang så store stjerne.

Men der er efter alt at dømme godt nyt på vej for Neymar.

I hvert fald skriver flere medier, herunder Globo og Fabrizio Romano, at 34-årige Neymar er blevet udtaget til den brasilianske bruttotrup forud for testkampene senere på måneden.

Globo understreger dog, at man endnu ikke kan regne 100 procent med, at han rent faktisk er at finde i den endelige trup, som udtages mandag den 16. marts.

Det lyder også, at landstræner Carlo Ancelotti skulle være at finde til opgøret mellem Mirassol og Santos for at se Neymar nærmere an.

Desværre for både Ancelotti og Neymar, kommer sidstnævnte ikke i aktion, da han døjer med muskeltræthed. Det skriver Globo, som i samme ombæring mener at vide, at det ikke afholder skræmmer Ancelotti i forhold til den kommende landsholdsudtagelse.

Neymar med en knyttet næve.
Foto: Thiago Bernardes/REUTERS

Brasilien tester VM-formen af den 26. og den 31. marts mod henholdsvis Frankrig og Kroatien. Testkampene afvikles i USA.

Det er Brasiliens sidste kampe, inden det bliver alvor til juni og VM fløjtes i gang.

Selvom Neymar ikke har været afsted med det brasilianske landshold de seneste to og et halvt år, står han stadigvæk noteret for 128 kampe med 79 scoringer til følge.

Brasilien er havnet i pulje med Marokko, Haiti og Skotland til sommerens slutrunde.

Mest læste

Notifications

Notifikationer