Slår milliardkøb: Yamal flyver forbi Dembélé
Lamine Yamal har allerede passeret Ousmane Dembélé i FC Barcelona-statistikkerne.

Den hundedyre Ousmane Dembélé fik aldrig forløst sit fulde potentiale som FC Barcelona-spiller.
Den hurtige franskmand kom til den spanske storklub fra Dortmund i 2017 for over en milliard kroner, men årene i Barcelona var i høj grad præget af skader og svingende præstationer.
Undervejs var der dog glimt af hans store talent, og det kastede 40 mål og 41 assists af sig i 185 kampe, inden han forlod Barcelona til fordel for Paris Saint-Germain i 2023.
Den forsvarende Ballon d'Or-vinder bidrog således med 81 mål eller oplæg i Barca-uniformen, og det antal har den purunge komet Lamine Yamal allerede overhalet.
Den 18-årige superstjerne har gang i en stor sæson for Barcelona, hvor han alene i de seneste fire kampe har scoret fire mål og leveret to oplæg.

Senest lørdag aften blev han matchvinder med målet i 0-1-sejren mod Athletic Bilbao, og dermed er han oppe på svimlende 44 mål og 49 assists.
I alt har han altså bidraget med 93 mål eller oplæg for Barcelonas førstehold.

Yamal har allerede overgået Dembélé, og hvad der gør det endnu mere imponerende er, at han har formået det i 43 kampe færre.
Den spanske guldfugl debuterede i Barcelona i en alder af blot 15 år og blev den yngste Barcelona-debutant nogensinde.

FC Barcelona
Paris Saint-Germain
Lamine Yamal













