Den danske transfer-strategi er slået fejl
ANALYSE: Vejle satsede dansk sidste sommer og befinder sig nu igen i en umulig overlevelseskamp. Her er karakterbogen for Vejles grundspil.

Nu skulle det være.
Vejle Boldklub hev erfarne danske spillere ind for at flytte sig væk fra den evige overlevelseskamp.
Men missionen er overhovedet ikke gået som håbet, og derfor har Vejle brug for endnu et mirakel i bunden.
Campo løber gennem de 12 Superliga-klubber efter grundspillet og giver karakterer til holdene ud fra præstationer og de forudsætninger, klubben begyndte sæsonen med.
Vejle Boldklub
Placering: 12
Point: 14
Forskel fra pointhøst i grundspillet 2024/25: +1
Ligatopscorer: Christian Gammelgaard/6 mål
Afslutninger for: 252 (10)
Afslutninger inden for rammen: 86 (12)
xG: 24 (12)
xG mod: 36,1 (10)
Boldbesiddelse: 43,7% (11)
Største profil: Christian Gammelgaard
Bedste nye spiller: Mikkel Duelund
Største negative overraskelse
At der ikke var mere punch i Vejle efter den store omlægning af truppen sidste sommer. Fair, at man ikke kom i Top 6, men det er skuffende igen at være agterlanterne.
Største positive overraskelse
Det er en lysstråle at se Christian Gammelgaard få et gennembrud i Superligaen. Det styrker VB's argument om, at man kan uddanne spillere med grøde i, og at det ikke er der, problemet ligger.
Karakter: 2

Skal VB en tur i 1. Division for at finde rytmen?
Der var ingen grænser for opbakningen i Fodbolddanmark, da Vejle sidste år skiftede kurs og forsøgte at slå en mere dansk tone an efter års mislyde under den tidligere ejer Andrei Zolotko.
Dygtige udenlandske spillere har VB naturligvis stadig brug for, men der var ikke nok af dem, der slog til i Vejle – for hver German Onugkha og Nathan Trott var der en lille håndfuld spillere, der aldrig for alvor fandt fodfæstet i den krævende Superliga.
Men VB skiftede kurs, og det var med folk, der tidligere har været Superliga-profiler.
Efter et grundspil må vi konstatere, at den operative del i den sætning var 'tidligere har været'.
For Vejle havde umådelig svært ved at finde rytmen og spillet, og trods alle cheftræner Ivan Prelec' gode intentioner kunne VB slet ikke sætte sig igennem med en mere fremadrettet stil.
Det er blevet lidt mere slagkraftigt under vikaren (igen) Steffen Kielstrup og nu Claus Nørgaard, men ikke meget.
Og selv om VB har et point ekstra sammenlignet med grundspillet i 2024/25, er missionen sværere, da Fredericia er oppe på 24 point og dermed efterlader VB med betydeligt længere op til overlevelse end for 12 måneder siden.
Håbet lever stadig
Når håndklædet naturligvis stadig ikke skal kastes i ringen, skyldes det, at Fredericia tidligere i sæsonen har vist, en god periode kan erstattes af en rædsom af slagsen, og at SIF fem point foran Vejle indtil videre har været i frit fald i 2026 og ikke har vundet siden oktober.

VB begynder med den indbyrdes kamp mod Silkeborg, mens Fredericia lægger hårdt ud med Randers, FCK og OB.
Kan VB slå turboen til i de første uger, kan man åbne slagsmålet om overlevelse igen.
Men en vild målmager German Onugkha eller helten fra foråret 2024, Nathan Trott, mangler Vejle, og derfor er øjenbrynene rynkede.
Måske skal den nuværende udgave af Vejle en tur ned i 1. Division for virkelig at finde medvinden, og der ingen grund til at frygte klubbens eksistens denne gang.
Men grundspillet og taktikken med at hente erfarne danskere i et strategisk kursskifte sidste sommer, det kan ikke siges andet end at være slået fejl, uanset hvor gode intentionerne fra alle parter var.

Vejle Boldklub
OB
Lille












