Bizar seance med Messi og Suarez: Trump roser USA’s aktioner i Iran Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Bizar seance med Messi og Suarez: Trump roser USA’s aktioner i Iran

En ganske bizar scene udspillede sig natten til fredag i Det Hvide Hus i Washington DC.

Donald Trump møder Lionel Messi i det Hvide Hus.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Lionel Messi, Luis Suarez og resten af Inter Miami -holdet var natten til fredag dansk tid på besøg i det Hvide Hus.

Her var MLS-mestrene mødt op for at blive hyldet for mesterskabet i 2025, men de fodboldmæssige verdensstjerner fik ikke lov at nøjes med en hyldest.

Med Lionel Messi som fremskubbet frontfigur blev Florida-holdets spillere og stab nemlig tvangsindlagt til at være en slags bagtæppe for den amerikanske præsident Donald Trump, der på bizar vis startede sceancen med en hyldest til USA's militær og dets aktioner i Iran.

Du kan se hele seancen længere nede i artiklen.

- Vi ødelægger flere af Irans missiler og dronekapacitet hver eneste time og slår dem ud på en måde, som ingen troede var mulig.

- Så snart de affyrer et missil, bliver affyringsrampen ramt inden for fire minutter. De forstår ikke, hvad der sker, men vi har verdens stærkeste militær. Deres flåde er væk – 24 skibe på tre dage. Det er mange skibe.

Donald Trump møder Lionel Messi i det Hvide Hus.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

- Når man ser folk gå ned ad gaden uden ben og arme og med ansigter slemt tilredt. 95 procent af det kommer fra [Qassem] Soleimani og Iran. Andre præsidenter har levet med det, men jeg lever ikke med det, og vores folk gør et fantastisk arbejde - det bedste militær nogen nogensinde har set, fik Donald Trump blandt andet sagt.

Herefter brød hele salen ud i klapsalver, som de lettere befippede Inter Miami-spillere sluttede sig til med blandt andre Luis Suarez, Rodrigo de Paul og Lionel Messi.

Den bizarre sceance fortsatte i yderligere et par minutter, men efter godt otte minutters enetale fra den amerikanske præsident, slog han over i det, der egentlig var grunden til mødet i Det Hvide Hus.

Straks adresserede Trump den argentinske verdensstjerne, der i modsætning til sine holdkammerater havde fået en fremtræden plads lige til venstre for præsidenten, med en lille anekdote.

Herunder kan du se hele seancen fra Det Hvide Hus:

- Min søn sagde; 'Far ved du, hvem der kommer i dag?' Jeg sagde nej, jeg har gang i mange ting. Han sagde; 'Messi'. Han er stor fan af dig og synes, du er en fantastisk person. Jeg tror I fik lov at mødes. Han er en stor fodboldfan og en kæmpe fan af dig og en vis gentleman kaldet Ronaldo, lød det fra Donald Trump, der straks fik Lionel Messi til at smile stort.

Inter Miami har foruden Lionel Messi og de øvrige verdensstjerner den venezuelanske midtbanespiller Telasco Segovia i truppen. Også USA's aktioner i Venezuela blev kort nævnt af præsident Donald Trump, men Segovia har tidligere selv været ude og nedtone det politiske element af besøget.

- Vi tager afsted, fordi vi er mestre fra sidste år. Jeg er ikke involveret i politik, men jeg ved, at det (besøget, red.) er en vigtig begivenhed, lød det tidligere fra Telasco Segovia.

Inter Miami har allerede spillet to kampe i den nye MLS-sæson. Efter det indledende 3-0-nederlag til Los Angeles FC blev det mandag til en 2-4-sejr over Orlando City.

Mest læste

Notifications

Notifikationer