Interessen var stor: Derfor ventede Brøndby med at udleje
Kotaro Uchino skal retur til Japan og spille resten af sæsonen.

Efter et halvt år skal Kotaro Uchino hjem.
Brøndby-angriberen udlejes til japanske Vissel Kobe, der spiller i J1 League.
Transferen sker med den klare ambition, at han skal have mere spilletid, end han har fået på Vestegnen, siden han kom til klubben for et halvt år siden.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes understreger i udmeldingen, at det var med blik længere ud i fremtiden, at Uchino i sommer blev købt.
- Da vi hentede Kotaro (Uchino, red.) til klubben i sommer, var det med det lange lys på. Vi vidste, at han formentlig skulle bruge tid, og det har vist sig at holde stik.
- Når han returnerer om fire måneder, har Kotaro stadig tre år tilbage af sin aftale. Det seneste halve år har han smagt på Superligaen og vænnet sig til livet i Danmark.
- Kommer han tilbage med spilletid fra topstriden i en god liga, giver det et godt afsæt til den kommende sæson og tiden fremover i Brøndby, siger Benjamin Schmedes.

For langt til spilletid
I vinterens transfervindue har der været en masse aktivitet i Brøndby, og Steve Cooper har roteret på flere positioner.
På angriberpositionen var det først Masterclass-talentet Jacob Ambæk, der sad på pladsen på toppen. Siden har den tidligere Premier League-spiller Emmanuel Dennis været i startopstillingen.
Derfor så det ikke ud til, at Uchino ville få meget spilletid for Brøndby denne sæson alligevel, og derfor gav det god mening at sende ham hjem i vante rammer i Japan.
- Lige nu er vejen til spilletid her i Brøndby lidt for lang, og derfor er det meningsfuldt for både Kotaro og klubben, at han kommer nærmere spilletid i en af de bedste klubber i Japan.
- Der har været stor interesse for ham vinteren over, og nu har vi besluttet, at tiden og ikke mindst destinationen er den rette, siger Benjamin Schmedes i offentliggørelsen.
I løbet af det første halve år i Brøndby har Uchino fået spilletid i 10 kampe.
Det har før forlydt, at Brøndby ønskede at leje japaneren ud, hvor AaB angiveligt var interesserede.
Læs mere om lejeaftalen herunder:

AaB
Brøndby IF
Danmark












