Tag-selv-bordet: 11 danskere på fri transfer
Der er stadig danske spillere at få på fri transfer, selv om transfervinduet er lukket.

Transfervinduet er for længst lukket i Superligaen.
Men som vi så i sidste uge, kan man stadig hente spillere, som FCK og Mathias 'Zanka' Jørgensen viste med deres korttidskontrakt.
Der er ikke andre danskere med samme landsholdsresumé og status som aktive, professionelle spillere derude – men der er stadig gode folk at få fat i.
Her er 11 danskere, der lige nu står uden kontrakt.
Riza Durmisi
32 år
Back
Seneste klub: Amazonas
Seneste kamp: 16. september
Fri siden: 1. januar
Den tidligere landsholdsspiller har været vidt omkring de seneste fem år. Frankrig, Italien, Holland, Spanien, Polen og Cypern, før Durmisi sidste år tog til Brasilien for at spille for Amazonas ude i den verdensberømte jungle af samme navn.

Der var i sidste måned rygter om den tidligere Serie A-klub Foggia, der i dag spiller i Serie C, men backen har fortsat ingen klub.
Lucas Andersen
31 år
Offensiv midtbane
Seneste klub: Queens Park Rangers
Seneste kamp: 3. maj
Fri siden: 1. juli
Der har egentlig været rigelig med interesse for Lucas Andersen, der har trænet ude på Hornevej hos AaB.

Men nogen klub har Andersen ikke valgt endnu, og det er ved at være lang tid, den tidligere AaB'er, Ajax- og Championship-spiller har siddet ude.
Kommer der en ny klub på et tidspunkt?
Peter Therkildsen
27 år
Højre back
Seneste klub: Widzew Lodz
Seneste kamp: 2. november
Fri siden: 2. marts
Backen skal tydeligvis videre, og Tipsbladet har fortalt om interesse fra Norge og Sverige. Mon ikke han snart skriver kontrakt – danske klubber kan han ikke spille for før næste sæson, da det danske vindue var lukket, da Therkildsen blev fritstillet i Polen.
Rasmus Thellufsen
29 år
Central midtbane
Seneste klub: Bryne (Norge)
Seneste kamp: 29. november
Fri siden: 1. januar
Bryne spiller i Eliteserien, men det gør Thellufsen indtil videre ikke, selv om han gerne ville fortsætte.
Med de danske turneringer i gang er det oplagt, Thellufsen fortsætter i en klub i Norge eller Sverige.
Ifenna Dorgu
19 år
Angriber
Seneste klub: HB Køge
Seneste kamp: 29. november
Fri siden: 1. januar
Patrick Dorgus lillebror var i sidste sæson lejet til Genoas U/19-hold.

Mens det ikke blev til et fortsat samarbejde med HB Køge, vil det være overraskende, hvis den unge forward ikke snart finder en ny klub.
Sammy Skytte
29 år
Central midtbane
Seneste klub: HB Tórshavn
Seneste kamp: 25. oktober
Fri siden: 1. januar
Den tidligere Superliga-spiller spillede regelmæssigt på Færøerne, og det er lidt overraskende, han ikke har fundet en ny klub nu.

Efter masser af spilletid på Færøerne kunne det være en mulighed med et skifte til Norge eller Sverige.
Jannik Pohl
29 år
Angriber
Seneste klub: Hillerød
Seneste kamp: 25. oktober
Fri siden: 1. januar
Angriberen har været vidt omkring og kom ikke meget på banen i et kort ophold i Hillerød i efteråret.
Er der en tur til nordpå? Pohl har spillet i Fram Reykjavik fra 2022 til 2024.
Kasper Pedersen
33 år
Midtstopper
Seneste klub: Stabæk
Seneste kamp: 8. november
Fri siden: 1. januar
Den tidligere AaB'er spillede fast i Stabæk, de sidste to sæsoner i næstbedste række.
Han er bestemt ikke ung længere, så pilen peger nok mod en mindre skandinavisk klub.
Christoffer Petersen
28 år
Målmand
Seneste klub: IFK Norrköping
Seneste kamp: 23. maj
Fri siden: 1. januar
Den tidligere Kolding-målmand var ikke på banen i et kort ophold i Norrköping.

Han har brug for et sted, hvor han kan spille fast, efter han var fast mand i Kolding i 2023/24-sæsonen.
Morten Ohlsen Hansen
32 år
Midtstopper
Seneste klub: Vestri
Seneste kamp: 25. oktober
Fri siden: 1. januar
Har tidligere spillet ungdomsfodbold i Sønderjyske og divisionsfodbold for FC Sydvest og Kolding.
Forsvarsspilleren har spillet på Island i 3½ år, og det virker oplagt, karrieren skal fortsætte i Skandinavien.
Magnus Ravn
23 år
Venstre back
Seneste klub: Kaya (Filippinerne)
Seneste kamp: 22. november
Fri siden: 1. januar
Ravn er tidligere ungdomsspiller i Brøndby og var på eventyr på Filippinerne i efteråret. En retur til de danske divisioner eller en mindre skandinavisk klub kunne være en vej frem.
Læs her Campos historie om, hvordan Ravn endte på Filippinerne.













