Dansk eller udenlandsk? Kan afløse Schmedes i Brøndby
Hvem kan afløse Benjamin Schmedes til sommer? Campo ser på kandidaterne til jobbet, både dem med dansk pas og udlændinge.

Til sommer stopper Benjamin Schmedes i Brøndby IF for at blive ny sportsdirektør for den tyske divisionsforening DFL.
Det betyder, at Brøndby IF nu har et sted mellem få uger og tre måneder til at finde en afløser, alt efter hvor tidligt i forberedelserne til sommer-transfervinduet, man vil have en ny mand eller kvinde på plads.
Men hvem skal overtage jobbet?
Med Global Football Holdings som majoritetsejer er det realistisk, at Brøndby ligesom ved ansættelsen af Benjamin Schmedes leder vidt og bredt i fodboldverdenen.
Men danskere vil naturligvis heller ikke være diskvalificeret – så hvad er mulighederne, alt efter den retning, Brøndby-ejerne og topledelsen vælger?
Det har Campo set nærmere på her.
Iván Bravo
En international topleder i fodboldverdenen med fortid i en engelsk traditionsklub?
Ivan Bravo er muligvis en for stor mundfuld for Brøndby IF.
Men Bravos navn er ikke grebet ud af den blå luft. Spanieren har rådgivet David Blitzer og GFH om klubopkøb, og Bravo er præsident for den spanske klub Alcorcon, mens han også har haft en lederrolle i Qatars talentprojekt Aspire Academy og er teknisk rådgiver for Qatars fodboldforbund.
Bravo har også tidligere haft en bestyrelses- og rådgiver-rolle i Leeds United og er nok uden for rækkevidde til Brøndby – men derfor er navnet stadig fascinerende.
Ignacio Beristain
Endnu et navn fra GFH-netværket, og denne gang nok lidt mere tilgængelig.
Beristain har ligesom Bravo rådgivet GFH om klubinvesteringer, og spanieren var præsident i GFH-ejede Estoril indtil sidste sommer, hvor han tog en rolle som rådgiver i en anden portugisisk klub, Rio Ave.
I dag er spanieren fri på markedet, hvilket gør en aftale lettere.
Julius Ohnesorge
Hvorfor ikke forfremme internt med den tekniske direktør Julius Ohnesorge, der har arbejdet intenst med talentafdelingen siden ansættelsen sidste sommer, og som Brøndby virkelig stræbte efter at hyre fra Hansa Rostock?
Han er ung, men det betyder ikke, at han ikke kan være god til jobbet.

Ed Henderson
En ung englænder, der arbejdede med Steve Cooper i Nottingham Forest og udfyldte flere forskellige lederroller i klubben, blandt andet omkring transfers.
Var senest Head of Football Operations i Forest i over fire år, hvor han stoppede ved nytår.
Har ligesom Ohnesorge ikke megen erfaring med at træffe de endelige beslutninger.
Mark Allen
En erfaren walisisk fodboldleder, der arbejdede med Steve Cooper i Swansea.
Allen har desuden arbejdet i Manchester City, Rangers FC og Al-Ettifaq i Saudi-Arabien, hvor han var med til at hyre Steven Gerrard som cheftræner.

Jan Laursen
Går Brøndby IF i en dansk retning, vil Laursen med den store erfaring fra FC Nordsjælland være et godt bud.
Han kender Superligaen og transfermarkedet ind og ud og var med til at sælge en lang række spillere dyrt fra FC Nordsjælland.
Han har før været på radaren i andre Superliga-klubber og blev nævnt på rygtebasis i forbindelse med Brøndby, før Benjamin Schmedes blev ansat.

Søren Pedersen
Randers-direktøren er også et dansk navn, der før er dukket op i forbindelse med Brøndby IF.
Skal Brøndby have et stærkt og erfarent dansk navn, kan Superliga-direktøren være et fint bud, ligesom han også mindst må være et navn på de lister, FC København sidder og arbejder på i de kommende uger.
Brøndby IF
FC København
FC Nordsjælland
Manchester City
Nottingham Forest












