Serie A-dansker blev matchvinder: Glad for at score igen
Jens Odgaard blev dagens mand i skysovs for Bologna mandag aften.

Bologna jagter de sjove placeringer i Serie A.
I den henseende er det godt at have en dansker med mål i støvlerne i truppen.
Det viste sig i hvert fald at være tilfældet mandag aften.
Her hentede Bologna nemlig en sen sejr ude mod nedrykningstruede Pisa på 0-1.
Manden bag scoringen var Jens Odgaard, der ellers havde taget plads på bænken fra start.
Med lidt mere end en time spillet blev han skiftet ind, og det gav pote.
I det 90. minut scorede han nemlig sejrsmålet for mandagens gæst.
- Jeg er glad for at være tilbage til at score igen, men jeg er mere glad for de tre point og at have hjulpet holdet, siger han til DAZN ifølge klubbens hjemmeside og roser i samme ombæring Bologna-keeper Lukasz Skorupski.

Bologna kigger inden længe ind i en Europa League-kamp, hvor der venter et stort opgør mod AS Roma.
Inden da skal man dog forsøge at holde snuden i sporet i den hjemlige liga.
- Europa League er vigtigt, men før vores kamp mod Roma er vi nødt til at tænke på Verona på søndag. Men lige nu nyder vi sejren, siger Jens Odgaard.
Mandagens scoring var den femte af slagsen i Serie A for den danske midtbanespiller i denne sæson.
Bologna indtager med sejren ottendepladsen i den bedste italienske række.
Bologna












