Langt fra AaB: Stortalents lejeophold startede på hospitalet
Denne vinter har en af AaB’s store talenter fået en gylden chance i Italien. Til Campo fortæller han om en svær start på lejeopholdet, der nu skal forme ham.

Denne vinter opstod en af de muligheder, man sjældent kan sige nej til for AaB's unge Bertram Skovgaard.
Den talentfulde angriber fik mulighed for at skifte Nordjylland ud med Serie A-klubben Lecce på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.
Skovgaard takkede ja til muligheden, drog afsted mod Italien, men fik dog langt fra den ønskede start på lejeopholdet.
Det fortæller det store AaB-talent i et interview med Campo.
- Det var min første nat alene hernede, hvor jeg så bliver ramt af noget madforgiftning. Så jeg startede lige opholdet med en tur på hospitalet. Jeg havde ikke været hernede i mere end tre dage, og min familie var lige taget hjem, da det skete.
- Så de første to uger var jeg bare virkelig afkræftet, men når man ser bort fra det, har jeg haft en okay start, siger Bertram Skovgaard til Campo.
Siden da har den 19-årige angriber kæmpet sig tilbage, og i slutningen af februar fik han sine første spilminutter på Lecces U20-hold.
- Nu er jeg da kommet i gang. Det er klart, at sygdommen satte det hele lidt i baglås. Individuelt er niveauet meget højt hernede, men det når nok ikke helt AaB's førstehold i niveau, erkender Bertram Skovgaard.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Købsoption - farvel til AaB?
I lejeaftalen har Lecce sikret sig en købsoption, hvis de kan lide, hvad de ser fra unge Skovgaard.
AaB-talentet forlængede ellers så sent som i sommer aftalen med nordjyderne frem til sommeren 2028, men øget konkurrence betød, at der var et stykke vej til førsteholdet i AaB.
- Jeg har jo bare set muligheden for at komme ned og vise mig frem, og så hvis alt går godt, så kan det jo være, at jeg er her efter sommer.
- Det kan også være, at jeg kommer tilbage til AaB og er blevet en bedre fodboldspiller. Altså for mig er det sådan lidt en win-win på den måde, siger Bertram Skovgaard.
I Lecce er Bertram Skovgaard blevet en del af en lille dansker-trio på ungdomsholdet, der foruden AaB-talentet også har de danske talenter Hjalte Lærke og Gustav Nøhr i truppen.
En af AaB's største transferbommerter har i et interview åbnet op for, hvorfor han ikke blev en succes i det nordjyske.
Læs mere her:

AaB
Lecce












