Nyt arbejde for Neestrup: Spillerne skal kigge indad
I FC København er der en række spillere, der skal samle sig selv op.

📍 Campo i Parken
- Engang imellem.
Sådan lyder svaret fra Jacob Neestrup, da han søndag bliver spurgt, om han på det seneste har følt, at han skulle samle sine spillere op.
Sådan har det ikke altid været for FC København-cheftræneren - faktisk er det første gang, den 37-årige københavner har været i en situation, hvor det har været en nødvendighed.
Det er tilsyneladende heller ikke en jobbeskrivelse, han for alvor er begejstret for.
- Jeg har været assistenttræner for to trænere, der har vundet et dansk mesterskab i FC København. Jeg har selv været med til at vinde to doubler, så det her kan jeg sige med god ro i maven: Jeg har sgu aldrig skullet samle nogen op i den her fodboldklub. Det er ikke mit job, siger Neestrup søndag aften til den fremmødte presse.
Selvom Jacob Neestrup bestemt ikke lægger skjul på sit eget ansvar i, at FC København for første gang i klubbens historie har misset et mesterskabsspil, så er han heller ikke bleg for give spillerne en passende del af skylden.

- Det kan godt være, at det er lidt hårdt det her, men jeg tror også, at der er nogle, der bliver nødt til at samle sig selv op.
- Jeg har et kæmpe ansvar, men der er også nogle spillere, der skal kigge indad, lyder det fra Jacob Neestrup.
FC Københavns nederlag søndag aften betyder foruden den missede mulighed for endnu et mesterskab også, at drømmen om endnu en deltagelse i Champions League nu er endegyldigt forsvundet.
Københavnerne kan dog stadig nå i Europa - både ved at vinde pokalen og ved at slutte som nummer syv og efterfølgende slå nummer fire i den europæiske playoff.
FC København
Jacob Neestrup












