Højbjerg og Marseille snyder Nartey og Lyon på falderebet
Pierre-Emile Højbjerg og Marseille stjal sejren i tillægstiden.

Søndag aften var der en dansk duel på den franske fodboldmenu.
Her kom Noah Nartey og Olympique Lyon nemlig på besøg på Stade Velodrome, hvor kaptajn Pierre-Emile Højbjerg og Marseille bød op til dans.
Og sikke en dans det blev, da værterne stjal alle tre point i tillægstiden.
Gæsterne chokerede dog Marseille efter bare to minutter, da et højt pres belønnede sig, hvorefter bolden havnede for fødderne af Corentin Tolisso, som lagde bolden i kassen til 0-1.
Føringen stod ved magt indtil det 52. minut, da Pierre-Emile Højbjerg blev noteret for en assist for en simpel aflevering ud til Igor Paixao på kanten. Den vævre brasilianer driblede ind i banen, før han krøllede bolden ind til 1-1 med en smuk inderside fra distancen.

Med et kvarter igen troede det unge Lyon-talent Remi Himbert, at han var blevet den helt store helt, da han gjorde det til 1-2 efter en perfekt assist fra Endrick, men Pierre-Emerick Aubameyang ville det anderledes.
Målscoreren til 1-1, Igor Paixao, sendte en ballonbold ind i Lyon-feltet, hvor den tidligere Arsenal-, Chelsea- og Barca-spids skovlede bolden i mål til 2-2.
Aubameyang var igen på pletten i det 90. minut, da han lukrerede på en perfekt aflevering på tværs fra Ethan Nwaneri til 3-2, hvilket endte med at blive sejrsmålet.
Marseille-sejren betyder, at der er status quo i Ligue 1-tabellen, hvor Lyon fortsat ligger på tredjepladsen med Marseille lige i hælene på fjerdepladsen, hvor der nu kun er to point mellem de to.













