En deroute end ikke Zanka kunne redde FCK ud af
FC København er for første gang i klubbens historie ikke en del af det fornemme top-seks-selskab.

FC København skal i resten af foråret jagte det, klubbens cheftræner selv kalder 'unfair'.
Københavner kan nemlig maksimalt blive nummer syv i Superligaen i denne sæson, efter det søndag aften blev til et 1-2-nederlag i grundspillets sidste kamp hjemme mod Randers FC.
Dermed spiller FCK, foruden pokalen og den potentielt Europa-givende syvendeplads, nu principielt for at overleve i Superligaen resten af sæsonen - en sætning, der formentlig ikke var en eneste fodboldglad dansker, der ville have forudsagt for to, fire eller 24 måneder siden.
Højdepunktet
Man kan sagtens være kritisk i forhold til den stadig forholdsvis ny struktur i Superligaen.
Det man til gengæld ikke kan være, er kritisk i forhold til, hvor vanvittig spændende Superligaen bliver på den lidt arbitrære 22. spillerunde, hvor så mange bolde er oppe i luften på samme tid.
Det er praktisk talt umuligt at holde overblikket, men hold fast hvor er det også bare en del af charmen ved fodbold, og det har strukturen selvfølgelig sin del af æren for.
Det minder lidt om fodbold fra fordums tid - dengang hvor fodboldfansene i Barcelona havde transistorradioer med på Campo Nou for at følge med i, hvordan det gik i Real Madrids-kamp i sidste spillerunde.
Spansk sommervarme, FC Barcelona og Real Madrid er byttet ud med dansk vinter, Randers FC og Viborg FF, men det gør det altså ikke dårligere - måske tværtimod.
Nedturen
Her er det praktisk talt umuligt at komme udenom den kæmpe fadæse, det er, når de forsvarende mestre ikke formår at kvalificere sig til Mesterskabsspillet.
Selvom FC København fortsat kan redde sig en hædderlig sæson med en pokaltitel og en eventuel kvalifikation til europæisk fodbold, så vil 2025-26-sæsonen for evigt stå mejslet ind i Løvernes klubhistorie - med et kæmpemæssigt negativt fortegn vel at mærke.
Der findes som bekendt hverken fair eller unfair, ret eller rimeligt eller sågar retfærdigt eller uretfærdighed i fodbold, men gjorde der, ville FC Københavns missede top-seks falde i kategorien for både fair og retfærdigt. Det har langt fra været godt nok, og det kunne hovsa-løsningen Mathias Zanka Jørgensen ikke ændre på.

Hold da op for et pres der også har været lagt på den tilbagevendte klublegende, der både startede kampen, fik anførerbindet, blev hyldet med blomster inden kampen, reddede FCK i et par situationer og tilmed blev kåret som Man of the Match.
Intet af det ændrer dog på: FC Københavns fald fra de danske fodboldtinder er en realitet.
Overraskelsen
Først efter 85 minutters fodbold kom de første mishagsytringer fra FC Københavns hjemmepublikum.
De kom i en situtaion, hvor FCK-forsvarerne ikke fik sendt bolden hurtigt nok op ad banen, men bortset fra det, var der opbakning fra publikum kampen igennem.
Markante bannere med angreb på klubbens ledelse blev ellers fremvist fra Sektion 12 i adskillige minutter op til selve kampen, men da bolden først var sat igang var stemningen i Parken upåklagelig.
Det holder Campo øje med
FC København fyrede i løbet af ugen Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen, men var før, top-seks officielt glippede.
Nu er spørgsmålet så, om Sune Smith-Nielsens hovede er det eneste, der er rullet ud af klubhuset på Jens Jessens Vej på Frederiksberg.
Jacob Neestrups job er næppe decideret fyringstruet, men kunne det være et godt tidspunkt for begge parter at skilles?
Det skorter tilsyneladende ikke på tilbud på cheftrænere fra større adresser i fodboldeuropa, og efter tre og et halvt år og i alt 178 kampe kunne det give mening.
Det ændrer dog intet på, at sæsonen 2025-26 også bliver et plet på Jacob Neestrups ellers så fine cv.
FC København
Randers FC
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen












