Tophold taler kun om én ting: – Vi skal rykke op
I Lyngby er missionen for foråret meget klar: De kongeblå skal i Superligaen.

Fredag aften åbner Lyngby Boldklub foråret med en hjemmekamp mod Kolding IF. Det gør de som tophold, da de kongeblå har overvintret på 1. Divisions førsteplads.
Det er en placering, som klubben har meget klare ambitioner om, skal holde til sidste spillerunde er overstået.
Med andre ord skal der sikres en oprykning til Superligaen, og det er også noget, der italesættes højt og tydeligt på gangene i Lyngby.
Det fortæller Lyngbys 20-årige midtbanespiller Gustav Fraulo i et interview med Campo.
- Det bliver virkelig italesat (at vi går efter oprykning, red.).
- Jeg vil jo næsten at sige, at alle på holdet, hele staben, alle omkring klubben, alle sammen har et mål om, at vi skal rykke op til sommer. Så det bliver italesat meget, siger Gustav Fraulo.

Forberedelsen mod oprykning
Lyngby sluttede efteråret med et nederlag til Hillerød Fodbold, som de deler topplaceringen med. De kongeblå indtager dog førstepladsen med en bedre målscorer end de orangeklædte konkurrenter.
I opstarten til foråret har positionen i tabellen også haft indflydelse. Med en ny træner i staben, mange unge spillere samt spillertil- og afgange har der været nok af ting at forholde sig til for Lyngby-truppen.
- Selvfølgelig har vi alle de fysiske ting. Vores fysiske træner har sørget for, at vi haft en hård preseason, så vi ved, at vi har den kapacitet, vi skal have, for at spille med den intensitet, vi vil have i alle kampe.
- Ellers har vi haft en masse møder med mentaltrænere, som både har arbejdet individuelt med os og som hold, hvordan vi integrere de nye spillere bedst, og hvordan vi får lagt den plan om at rykke op sammen, og arbejdet med de redskaber og værktøjer, vi skal have.
- Der er blevet arbejdet på en masse ting, og skruet på en masse procenter, så vi forhåbentlig kommer til at stå stærkt i foråret, siger Gustav Fraulo.
En kamp ad gangen
Det er nemlig vigtigt at bevare jordforbindelsen, når de mange unge spillere kan øjne Superliga ude i horisonten.
For Fraulo og holdkammeraterne handler det om at holde fokus og bygge på den selvtillid, der er i truppen lige nu. Særligt i en opstart, hvor Lyngby-spillerne har kunnet skele til en førsteplads.

- Vi plejer ikke at tænke så meget over de forskellige ting. Vi prøver bare at gøre det, vi kan gøre noget ved. Men jeg er helt sikker, at når man kan se inde på tabellen, at vi ligger nummer et, så giver det selvfølgelig lidt ekstra selvtillid til hele gruppen. Det tror jeg ikke, at nogen er i tvivl om.
- Men vi ved også, at der er et langt forår, hvor vi også kan præstere for, at vi ender med vores alle sammen mål om at rykke op.
- Nu tager vi bare en kamp ad gangen, og så går vi selvfølgelig efter alle tre point i hver eneste kamp af de fire der (tilbage i grundspillet, red.). Så det er jo ikke til at sige, hvordan det går med de andre hold, også når vi ligger lige med Hillerød, men vi går efter at ligge også nummer et, når vi går ind oprykningsspillet, siger Gustav Fraulo.
Lyngby har før forårspremieren 32 point efter 18 kampe, hvor halvdelen har været sejre. Det samme er tilfældet for Hillerød Fodbold på andenpladsen, mens den nærmeste konkurrent fra AC Horsens har 29 point.
Klokken 19:00 skydes den første af de resterende fire kampe i grundspillet i gang for de kongeblå, der får besøg af Kolding IF.
Blandt de nye ansigter i Lyngby-truppen er en gammel kending i Superligaen. Læs mere herunder:

Lyngby Boldklub
Kolding IF












