Hvem får magten i FC København?
ANALYSE: Det fungerede ikke med Sune Smith-Nielsen som sportsdirektør i FCK. Men hvad gør man så nu?
FC KøbenhavnI de kommende døgn skal FC København fokusere al energi på at slå Randers FC.
Tre point sikrer Top 6, og som Brøndby og resten af Superligaens midterfelt spiller, har FCK såmænd en rimelig chance for at blive treer, hvis man finder de sidste reserver af energi.
På de store linjer er det afgørende spørgsmål i disse døgn dog ikke Top 6, eller om fejlbehæftet sæson ender med en ydmygende tur i nedrykningsspillet, selv om det lige fylder at komme i bedste halvdel af Superligaen.
Det er naturligvis jagten på en ny sportsdirektør og muligvis en ændret ledelsesstruktur i den sportslige, der er vigtig.
En jagt, der virker til netop at være startet bedømt på udtalelserne efter fyringen af Sune Smith-Nielsen, og som kommer til at tegne kursen på et vitalt tidspunkt i FCK's historie, hvor Superligaen næste år får to pladser til Champions League-kvalifikationen, hvor hvor FCK samtidig er hårdt presset af FC Midtjylland og et yderst ambitiøst Brøndby.
Hvordan er fordelingen af opgaver og magt?
Et centralt spørgsmål er, hvor meget, den sportslige ledelse skal samarbejde med og i sidste ende organisatorisk skal svare til den kommercielle afdeling og bestyrelsen.
Erfarne, store navne kunne meget vel stille krav om stor indflydelse og kontrol over alle sportslige spørgsmål, mens kandidatfeltet kan blive mindre eller i hvert fald anderledes, hvis den øverste ledelse og ejerne vil have mere styr på, hvad der sker omkring førsteholdet, talentafdelingen og transfermarkedet.
Hvad vej vælgerne ejerne, bestyrelsen og topledelsen er den bedste for FCK?
Der er, forsimplet, tre retninger og så en vovet satsning på at vinde her og nu via store, udenlandske navne.
Mere samarbejde og 'styr på' den sportslige afdeling med flere opgaver, der løses sammen med resten af organisationen? Eventuelt med en ny sportsdirektør, der i nogen grad svarer til en koncernchef og ikke bestyrelsen.
At man fortsætter som de seneste to år, eventuelt med en styrkelse af transferarbejdet, hvis konklusionen er, det blot handler om at købe bedre spillere.
Eller at magtbalancen på det sportslige område skubbes nogle grader tilbage over i den sportslige afdeling a la 'gamle dage' under Ståle Solbakken, fordi det er bedst strategisk og sportsligt for fodboldklubben, med en risiko for, man binder meget op på enkeltpersoner.
Status quo
En mulighed er, at FC København fortsætter stort set som de seneste to år.
Der er ikke den samme store magt koncentreret, som Ståle Solbakken som manager og Peter Christiansen som sportsdirektør havde, men der er en del autonomi, så længe man overholder budgettet.
Det giver mening, hvis analysen er, der 'blot' manglede bedre indkøb og rekruttering til førsteholdet, der jo har Superligaens største budget at operere ud fra og en ungdomsafdeling, der uddanner dygtige topspillere og løfter de bedste fra U/19-fodbold til internationale gennembrud som med Victor Froholdt og Orri Óskarsson.
Der var en række danske og udenlandske navne med gode resuméer på banen, da ledelsen og ejerne i 2024 valgte den interne kandidat Sune Smith-Nielsen som 'PC's' afløser.
Det skulle være meget mærkeligt, hvis ikke FCK igen vil have et væld af dygtige folk at vælge mellem ud fra de samme, attraktive forudsætninger.
Sådan lyder det da også på CEO Frederik Lauesen, der midlertidigt har overtaget det overordnede ansvar for sportsdirektør-rollen efter Sune Smith-Nielsen.
På Campo nævnte vi en række navne i mandags efter fyringen af sportsdirektøren, og der kan sagtens føjes flere folk til som den i FCN succesrige Jan Laursen og andre med stærke CV.
Tættere samarbejde med resten af Parken
En anden retning at gå er et tættere samarbejde og mere sparring med topledelsen og bestyrelsen, hvis analysen lyder, den sportslige afdeling har levet for adskilt fra resten af Parken og strategisk ville have bedre af at komme tættere på virksomheden.
Vælger bestyrelsen og topledelsen en model med flere beslutninger underlagt den daglige ledelse i den kommercielle afdeling, kunne det give en anden profil med mindre magt placeret i en enkelt sportsdirektør-stilling.
En løsning kunne være at hyre flere specialister ind end nu til at løse og dele opgaverne, og at den sportslige afdeling og en ny sportsdirektør i højere grad skal referere til topledelsen i stedet for bestyrelsen.
Ja, måske ligefrem, at FCK skal have en sportschef med et par ekstra medarbejdere omkring sig, hvor sportschefen så refererer til CEO Frederik Lauesen eller i en anden konstellation til topledelsen.
Den model kunne åbne for interne rekrutteringer, yngre folk og talenter udefra, der før har været i FCK, eller for sportsdirektører fra andre klubber i Danmark eller Norden, der ikke har som krav at køre hele den sportslige afdeling og de sportslige beslutninger selv.
Det kunne såmænd også være at hive en eks-FCK'er eller anden fodboldfigur ind fra det almindelige erhvervsliv.
Og det er værd at bemærke, at det ikke er nogen usædvanlig måde at drive en fodboldklub – sådan fungerer det i mange klubber i Danmark og resten af Europa.
Retur til dagene med Ståle og 'PC'
Bestyrelsen og topledelsen kan også ende på en analyse, der hedder, at det er for stor og kompleks en opgave at drive et FCK, der ofte skal i Champions League og dominere Superligaen, uden en central, erfaren og magtfuld sportsdirektør med FCK-DNA, der i høj grad tegner butikken og referer direkte til bestyrelsen.
Det minder om måden, man kørte i mange år med Ståle Solbakken, Peter Christiansen og deres forgængere Carsten V. Jensen og Niels-Christian Holmstrøm for bordenden.
I den analyse forudsætter man, det sportslige er nødt til at blive kørt på særlige præmisser og skiller sig så meget ud fra almindelig virksomhedsdrift til, at ansvaret skal ligge hos en erfaren fodboldleder for at få de bedste resultater.
Er det analysen, åbner det for en retur for Peter Christiansen, hvis han skulle have mulighed for og lyst til det.
Det helt store bravur-nummer kunne være at hive et navn som Johan Lange (i en pakke med Thomas Frank, hvis Jacob Neestrup vil til udlandet?!) ind, eller en konstellation med folk som Daniel Rommedahl, der netop er startet i Hillerød, Mikkel Hemmersam i Vejle eller andre tidligere FCK-ledere.
Om det så overhovedet er en mulighed uden væsentlige ændringer i bestyrelsen eller ejerkredsen er usikkert, når eksempelvis 'PC' og Johan Lange aktivt valgte jobs i udlandet til og dermed valgte det over FC København og Parken.
Det kunne også være en mulighed at hente et stærkt navn med en anden, succesrig klub- og landsholdsbaggrund i Danmark eller Norden, der kan forme klubbens sportslige strategi de kommende år – det er ikke kun i FC København, man det seneste årti har formået at drive en strategisk succesrig fodboldklub.
Det store, udenlandske navn
Den overraskende løsning kunne være et meget stærkt udenlandsk navn, enten med et stærkt CV eller et decideret stjernenavn i international fodbold, der får et øget spillerbudget og mandat til her og nu at forme et storhold.
Lykkes det et par sæsoner i træk med Champions League-fodbold, kan det løfte FCK højt op i Europa og gøre det svært for FC Midtjylland og Brøndby IF at følge med hjemme i Superligaen, og så ville FCK på kort og mellemlang sigt stå mere sikkert, end man gør lige nu med især FCM som jævnbyrdig.
Det vil så være et markant brud med FCK's strategi og ansættelser de seneste 25 år, og med betydelig risiko, hvis en ny, magtfuld 'stjerne'-sportsdirektør ikke rammer den kulturelle og værdimæssige tone og ikke henter et ultra-succesrigt hold, der moser rivalerne og gør det godt i Champions League.
Men modellen er bestemt ikke uhørt: Det minder jo om, hvad der sker mange steder i Top 5-ligaerne og hos Champions League-aspiranter i mindre ligaer, hvor man primært spiller med udlændinge og som regel vinder egen liga.
