Riemer åbner døren for Rønnow-comeback
Union Berlin-målmanden har ikke været en del af landsholdet under Brian Riemer.

Cirka to timer før Brian Riemers første landsholdstrup blev offentliggjort, lukkede Frederik Rønnow sit eget kapitel som landsholdsspiller.
Begge dele skete 5. november 2024.
Forinden havde de to selvsagt haft en samtale, hvor Rønnow forklarede den nye landsholdschef, at han ville bruge mere tid på sin familie og sit klubhold.
Derfor har Union Berlin-målmanden ikke siden den dag i november 2024 iklædt sig den danske landsholdstrikot, han ellers ti gange tidligere har trukket over hovedet.
Nu åbner landstræner Brian Riemer selv en dør på klem for et eventuelt comeback på landsholdet.
Det kræver dog, at den 33-årige østjyde selv griber knoglen og ringer til Riemer.

- Hvis Frederik ønsker at spille på det danske landshold, så er han jo altid velkommen til at ringe til mig og ændre på sin beslutning og stå til rådighed for landsholdet.
- Men lige nu har han truffet et valg, og det synes jeg faktisk, at jeg rent menneskeligt bør respektere. Så jeg vil sige; bolden ligger jo på Frederiks banehalvdel i og med, at det er ham, der har valgt at trække sig tilbage som landsholdsspiller, siger Brian Riemer i et interview med Viaplay, som du kan se herunder:
Rønnow har i denne sæson spillet fuld tid i samtlige Union Berlins 23 kampe i Bundesligaen, hvor den tyske hovedstadsklub lige nu er nummer ni.
Brian Riemer er særligt i forsvaret hårdt ramt til den vigtige VM-playoff-kamp mod Nordmakedonien 26. marts. Andreas Christensen og Jannik Vestergaard er begge skadede, mens Joachim Andersen har karantæne til kampen.
I den bredere befolkning er det dog i høj grad Kasper Schmeichels status som førstemålmand, der stilles spørgsmålstegn ved, og det er selvsagt i det lys, Frederik Rønnows navn igen dukker op. Læs mere om det her:

Frederik Rønnow
Herrelandsholdet












