Efter nazihilsen: Real Madrid ekskluderer medlem
Der var angiveligt også flere nazi- og facist-sympatisører udenfor stadion onsdag aften.

Real Madrid er klar til at statuere et eksempel.
Kort inden den spanske hovedstadsklubs kamp mod Benfica onsdag aften fangede tv-kameraerne en Real Madrid-fan, der med en strakt højre arm sendte den såkaldte nazihilsen.
Den slags ønsker de ikke at se i den spanske kongeklub, og derfor har de nu indledt en eksluderingsproces mod fanen, der var et officielt medlem af klubben.
- Real Madrid CF meddeler, at klubben omgående har anmodet disciplinærkommissionen om at indlede en øjeblikkelig eksklusionsprocedure mod det medlem, der blev fanget af tv-kameraerne i at udføre nazi-hilsenen i området, hvor fantribunen Grada de Animación er placeret, kort før kampstart mellem Real Madrid og Benfica.
- Dette medlem blev identificeret af klubbens sikkerhedspersonale få øjeblikke efter, at han optrådte i tv-transmissionen, og blev straks bortvist fra Estadio Santiago Bernabéu.
- Real Madrid fordømmer denne type gestus og ytringer, der opfordrer til vold og had i sporten og i samfundet, lyder det i en officiel pressemeddelelse fra Real Madrid kort efter midnat torsdag.
Real Madrid havde til kampen lavet et stort banner med teksten "Nej til racisme", hvilket selvsagt står i stærk kontrast til den pågældende fan.
Udenfor Bernabéu blev der angiveligt sunget facistiske sange og sendt adskillige nazihilsner:
#Spain - While Real Madrid displayed an anti-racism banner against Benfica, a group of Real Madrid supporters were giving Nazi salutes and chanting fascist songs outside the stadium. pic.twitter.com/XALb2hqmRg
— Antifa_Ultras (@ultras_antifaa) February 25, 2026
Real Madrid vandt kampen over Benfica 2-1 og er klar til ottendedelsfinalerne.

Real Madrid












