– Skandale du kan stille det spørgsmål
FCK-cheftræner Jacob Neestrup begriber tydeligvis ikke, at Superligaen stadig har playoffkampen om Conference League.

📍Campo på 10'eren
For et par år siden måtte Jacob Neestrup og daværende sportsdirektør Peter Christiansen til lommerne, da de i meget direkte vendinger kritiserede playoffkampen om Conference League i Superligaen sønder og sammen.
FCK havde slået Randers i kampen om billetten, og at Randers som syver og tophold i nedrykningsslutspillet fik den mulighed var FCK-lejren bestemt ikke tilfreds med.
Nu står FC København så i en situation igen, hvor kampen er relevant, da FCK kan misse Top 6 på søndag – mod netop Randers.
Og princippet om, at man kan glippe Top 6 og stadig komme i Europa via Superligaen, kan Jacob Neestrup tilsyneladende slet ikke døje.

– Det er en skandale i sig selv, at du kan stille mig det spørgsmål. I har nu stillet mig det mange gange, og jeg kan ikke forstå, hvordan kan det være, en cheftræner i Superligaen skal kunne få det spørgsmål. Det burde ikke være sådan, det er ikke fair, siger Jacob Neestrup efter onsdagens FCK-træning og lyder som en mand, der uanset FCK's skæbne gerne vil have den kamp genovervejet.
Vil i Top 6
For Jacob Neestrup er det på ingen tænkelig måde en overvejelse at gå efter andet end mesterskabsslutspillet.
- Vi burde spille om at blive dansk mester. Det kommer vi ikke til at spille om. Det i sig selv er vi rigtig ærgerlige over. Vi skal i det mesterskabsspil. Længere er den sådan set ikke.
- Jeg ved godt, der er en ekstra chance [second shot]. Og alle, der bare har fulgt nogenlunde med, ved godt, hvad jeg synes om det. Vi spiller for at komme i mesterskabsspillet, selvfølgelig gør vi det, siger Jacob Neestrup.

Playoffkampen blev indført, da Superligaen for snart ti år siden indførte et slutspil, efter alt hold havde mødtes ude og hjemme.
FC København er sikker på Top 6, hvis man slår Randers FC på søndag, mens uafgjort vil være nok, hvis FC Nordsjælland slår Viborg ude, og OB ikke slår Sønderjyske med flere end 11 mål.

FC København












