Kløgtig Zanka-transfer viser FCK’s desperation
LYNANALYSE: FCK er i en desperat situation, når man henter Mathias ‘Zanka’ Jørgensen. Men det gør ikke transferen forkert.

'Zanka' til FC København?
Den er der helt sikkert mange, der har en holdning til.
Men før vi peger fingre og skælder FCK ud, er det værd lige at runde omstændighederne.
FC København sendte i transfervinduet Munashe Garananga afsted på leje i skotske Hibernian.
I et vakuum var det en rimelig handel for forsvarsspilleren og for FCK, der ville have gavn af midtstopperen i højere omdrejninger til sommeren og uden udsigt til plads i FCK's idealopstilling.
Til gengæld var handlen, også da den skete, noget risky, for hvad nu hvis en af de få tilbageværende stoppere blev skadet eller fik karantæne?
Netop karantæne fik Pantelis Hatzidiakos med sig fra kampen mod OB, hvor Junnosuke Suzuki var fraværende med en skade.
At Gabriel Pereira så minsandten også fik karantæne er ikke så alvorligt, når det trods alt 'bare' var i UEFA-turneringer, men det viser nok meget godt sårbarheden for FCK lige nu.

Desperat, ja. Forkert? Nej
Selvfølgelig er det et desperat træk at hente Mathias 'Zanka' Jørgensen, der blev fritstillet fra kontrakten i LA Galaxy 2. februar.
'Zanka' var ude i seks af de syv efterårskampe i Los Angeles og kommer med meget begrænset kamptræning, og det kan ingen træner i verden jo påstå er tæt på ideelt.

Men at noget er desperat er jo ikke ensbetydende med, at det er forkert eller dårligt.
Altså, hvad er det, vi ville have haft FCK til at gøre anderledes?
Hente Kurt Zouma eller en totalt utrænet Craig Dawson, som er to at de navne, der popper op fra Transfermarkts liste over kontraktfri midtstoppere?
Hive en stopper op fra U/19-holdet og proppe ham i den kødhakker, FC Københavns resterende 12-13 kampe i sæsonen risikerer at blive?
Ja, FCK skulle have haft en ekstra midtstopper i transfervinduet, men sætter vi os ud over det, er det svært at se, hvilke andre muligheder, FC København havde lige nu.
Forsvarsspilleren kender klubben og rollen, behøver ikke den mindste smule indkøring og kan aflaste Jacob Neestrup, Thomas Delaney og de andre erfarne folk, når en svær situation skal forklares udadtil.
Nej, det er ikke det samme som, at snart 36-årige 'Zanka' brager ind på scenen og bliver forårets bedste midtstopper i Superligaen, men som løsning her og nu kunne FCK ikke have gjort det her bedre i en svær situation.

FC København
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen












