Skrev historie i kvalifikationen: Landstræner stopper før VM Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Skrev historie i kvalifikationen: Landstræner stopper før VM

Dick Advocaat kommer ikke til at stå i spidsen for Curacao ved VM alligevel.

Dick Advocaat peger ud mod banen.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Det må på alle mulige måder være en svær pille at sluge.

Dick Advocaat havde udsigt til at skulle stå i spidsen for Curacao ved sommerens VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico.

Det kommer den bundrutinerede landstræner dog ikke til alligevel.

Han har nemlig valgt at forlade sit job.

Årsagen bag er, at hans datter er blevet alvorligt syg.

- Jeg har altid sagt, at familie kommer før fodbold, så det er en naturlig beslutning for mig. Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg vil savne Curacao, menneskerne og mine kollegaer virkelig meget, siger han ifølge det hollandske medie VI.

Dick Advocaat peger ud mod banen.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Dick Advocaat skrev allerede med kvalifikationen ny VM-historie, da Curacao med sine bare 156.000 indbyggere er den mindste nation nogensinde til at kvalificere sig til et VM.

- Det at kvalificere det mindste FIFA-land i verden til et VM er et af mine højdepunkter i karrieren. Jeg er stolt af spillere og stab, og også bestyrelsesmedlemmerne, som troede på os, siger han.

Derudover havde Dick Advocaat også udsigt til at sætte sin helt egen rekord til sommer.

Med sine 78 år ville han nemlig være blevet den ældste landstræner nogensinde til et VM.

Rekorden indehaves lige nu af tyske Otte Rehhagel, der var 71 år og 317 dage gammel, da han stod i spidsen for Grækenland ved VM i Sydafrika i 2010.

Det bliver i stedet 63-årige Fred Rutten, der senest har været i PSV, som får ansvaret for Curacao til VM 2026.

Mest læste

Notifications

Notifikationer