– Hvis ikke de kan klare det, kan de finde en anden klub
Mikel Arteta har ikke meget til overs for de af sine spillere, der ikke kan klare støjen ved at spille i Arsenal.

Arsenals fans er sultne. Pivhamrende sultne.
Det er ikke lykkedes klubben fra det nordlige London at vinde det engelske mesterskab i 22 år, men der arbejdes hårdt for at få ændret det kedelige faktum.
I denne sæson har man da også ligget i top i efterhånden adskillige måneder, men man begynder så småt at ane gummiben i den engelske hovedstad.
De to seneste kampe har kun kastet et enkelt point af sig hver især, senest med uafgjort mod den suveræne bundprop Wolves. I de seneste syv kampe er det kun blevet til to sejre i Premier League.
Den slags har det med at medføre spekulationer og kritik - og larm.
Men larmen må ikke gå spillerne på, lader manager Mikel Arteta forstå.
Hvis ikke de kan lide lugten i bageriet, kan de nemlig bare pakke deres sager og finde en anden biks.
- Man skal spørge dem: vil I gerne være en del af støjen? Eller ikke?
- Hvis ikke, så foretag dig noget andet, skift til en anden klub.
- Alle har stillet klubben krav (om at kæmpe med om titlen, red.) de seneste 10-15 år. Nu er vi der, og hvad så? Vil du ikke have støj?
- Støjen er en del af det, og det prøver vi at håndtere på den rigtige måde for at opnå det, vi søger, siger han ifølge BBC.

Arsenal kan begrave støjen senere søndag, når man gæster ærkerivalen Tottenham.
Kampen fløjtes i gang klokken 17.30.
Arsenal
Mikel Arteta












