Liverpool-boss angriber United-legende
Arne Slot gider vist ikke høre på Wayne Rooney længere.

Det har vakt stor opsigt i Storbritannien, at den tidligere Manchester United- og Everton-profil Wayne Rooney har været ude efter Arne Slot i Liverpool.
Liverpool har gang i en skidt sæson, hvor man skal stå på tæer og sætte en stærk slutspurt ind for at kvalificere sig til Champions League via Premier League-tabellen.
Og Wayne Rooney bryder sig ikke om alt, han ser fra Arne Slot sammenlignet med forgængeren Jürgen Klopp.
- Jeg tror bare ikke, han har auraen til Liverpool, har Wayne Rooney sagt.
Slot dybt uenig
Det er en særdeles spids bemærkning med tanke på Rooneys mange år i Manchester United og Everton, og Arne Slot lod da heller ikke bemærkningen passere til fredagens Liverpool-pressekonference forud for weekendens spillerunde.

- At sammenligne folk er noget, alle har ret til, men er det fair at sammenligne, lyder det retorisk fra Arne Slot.
- Jeg tror, at jo mere, en manager vinder, jo mere aura har han generelt sagt. Jeg ved ikke, om I er enige med Wayne Rooney, men hvis det er den generelle holdning, så vil folk nok sige, jeg havde mere aura i sidste sæson end i denne.
- Måske er han den eneste, der har den her mening, det må I fortælle mig. Det her er første gang, jeg hører om det, men det er fair at sige, at Jürgen helt klart har aura.

Wayne Rooney har selv forsøgt sig som fodboldtræner, hvilket ikke gik specielt godt i Derby, D.C. United, Birmingham City og Plymouth Argyle.
Arne Slots Liverpool vandt mesterskabet sidste sæson.

Manchester United
Liverpool












