Freakshow: Vælg en anden mand, DBU!
Dansk og europæisk fodbold er nødt til at sige fra, når FIFA’s præsident blander sig i politik ved at gå med i Donald Trumps såkaldte Fredsråd.

'Freakshow'.
Sådan beskrev Norges landstræner Ståle Solbakken oplevelsen, da USA's præsident Donald Trump og FIFA-præsident Gianni Infantino var på slap line sammen til VM-lodtrækningen i Washington i december.
Freakshow er en diplomatisk måde at beskrive den bizarre 'bromance' mellem Infantino og Trump, der mest har bestået i offentlig underkastelse fra Infantinos side.
Til VM-lodtrækningen gav Infantino på tåkrummende vis FIFA's nyopfundne fredspris til Donald Trump, en pris der så tydeligt var designet til at fedte for Trump, at Infantino og hans folk dårligt nok gad lægge kræfter i dækhistorien om den lange, lange proces bag kåringen.
Som en servil tjener hopper og danser FIFA-præsidenten rundt omkring Trump, og i maj sidste år formåede Infantino at komme for sent til sin egen FIFA-kongres i Paraguay, fordi schweizeren havde turneret rundt i Golf-staterne som del af Trumps følge.
Fedter for Trump
Torsdag nåede Gianni Infantinos fedteri og kobling af FIFA og fodboldverdenen til Donald Trumps personlige agenda nye højder, da han blev præsenteret som del af Trumps nye Fredsråd, Board of Peace.
- Det er det mest prestigefyldte råd nogensinde, udtalte Donald Trump torsdag i det, der lød som en parodi på ham selv.
I rådet, som Donald Trump bestemmer over på livstid, sidder en række brutale diktaturer som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar og Trumps autoritære kammerater som Viktor Orban fra Ungarn.
FIFA President Gianni Infantino at the "Board of Peace" meeting wearing a red "USA" hat
— NEXTA (@nexta_tv) February 19, 2026
Trump: "Everyone here is the head of a country, except for Gianni — but he's the head of soccer, so that's not so bad. Right, Gianni? I think I like your job the best." pic.twitter.com/v2ifYHNjQw
FIFA President Gianni Infantino at the "Board of Peace" meeting wearing a red "USA" hat
Trump: "Everyone here is the head of a country, except for Gianni — but he's the head of soccer, so that's not so bad. Right, Gianni? I think I like your job the best." pic.twitter.com/v2ifYHNjQw— NEXTA (@nexta_tv) February 19, 2026
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i tydelige vendinger advaret om farerne ved, at Trumps nye råd forsøger at underminere FN, blandt andet ved at udsende soldater.
Og man skal være stæreblind, bevidst vildledende og intellektuelt uærlig for ikke at se, det her er en integreret del af Donald Trumps personlige projekt og politiske dagsorden.
Flyttede til Qatar
Da der var VM i Qatar i 2022, flyttede Gianni Infantino i året op til slutrunden til Qatar for at være tæt på kongefamilien og VM-værterne.
Det er ikke usædvanligt at bruge tid på en kommende VM-slutrunde som FIFA-præsident.
Men at deltage i et personligt, politisk projekt for USA's statsoverhoved er direkte bizart.
Skulle DBU og dansk fodbold være i tvivl, kan man jo spørge den danske regering, om det er en god idé, Infantino som politisk chef for hele butikken tøjrer fodboldbranchen til Donald Trump.
Danmarks interesse?
Mig bekendt holder den danske regering sammen med gode kolleger i Grønland grundigt øje med, om Donald Trump og hans rådgivere igen vil forsøge at udnytte det amerikanske statsapparat til at overtage Grønland.

Nu laver Donald Trump så et såkaldt Fredsråd, med Gianni Infantino og en række statsoverhoveder, der skal være et alternativ til FN's SIkkerhedsråd og engagere sig i verdens konfliktzoner. Lyder det betryggende?
Danmarks position harmonerer dårligt med, at DBU's internationale paraplyorganisation med Infantino som cheerleader agerer nyttige idioter for Trump.
Så jeg spørger igen: Har DBU en mening om, hvordan FIFA lader sig selv og VM udnytte af Infantino og Trump, og er det noget, man har tænkt sig at sige højt på et tidspunkt?

Eller lukker vi bare øjnene og håber, det blæser over efter VM 2026, uden Trump har væltet butikken og slutrunden?
Der er mange derude i fodboldverdenen, der krummer tæer, men ikke tør sige noget at frygt for repressalier.
Men der må også være en grænse for, hvad man vil finde sig i, fodboldspillet bliver udnyttet til.
Om to uger er der repræsentskabsmøde i DBU, hvor Jesper Møller bliver genvalgt som formand uden modkandidat.
Måske kunne man bruge lejligheden til at bryde med den trend og sammen med resten af Europa finde en kandidat at stille op mod Gianni Infantino, der er på valg i FIFA næste år?
Det her er i hvert fald ved at blive for pinligt og utroværdigt at stå model til.














