FIFA-boss om dyre VM-billetter: Priserne vil stige
FIFA-præsident Gianni Infantino erkender, at priserne på VM-billetter vil stige.

FIFA's præsident Gianni Infantino var torsdag i vælten i nyhedsstrømmen, da han dukkede op på rullende kameraer fra det Hvide Hus i Washington.
Her var Infantino og FIFA del af Donald Trumps nye Board of Peace, fredsråd.
I forbindelse med besøget i USA har Infantino igen (se hans tidligere kommentarer her) givet interview til tv-stationen CNBC, og her fortæller han igen om stor interesse for billetterne til VM 2026 til sommer.
- Efterspørgslen er der. Hver kamp er udsolgt, siger Gianni Infantino til CNBC.
- Vi har aldrig set noget lignende, utroligt. Jeg tror, det er fordi, det er i Amerika, Canada og Mexico. Alle vil være del af noget specielt, siger FIFA-præsidenten.
Erkender prisstigninger
På usædvanlig vis har FIFA og VM-værterne lavet et fælles system for videresalg af VM-billetter.
Det muliggør, at folk og virksomheder lovligt må opkøbe billetter for at videresælge dem med profit.

Det har ført til, at billetter til attraktive kampe nu handles til store beløb på både seks- og syv cifre i danske kroner.
Det har mødt voldsom kritik, at FIFA tager 15 procent af handelsværdien på videresalg fra både køberen og sælgeren.
Og i interviewet er Infantino inde på, at priserne kommer til at stige.
- Man har mulighed for at videresælge sine billetter på officielle platforme, sekundære markeder, så priserne vil også stige. Det er del af det marked, vi er i, siger Gianni Infantino.

I næste måned finder det danske landshold ud af, om de og tusinder af danske fans skal til Mexico og til den amerikanske millionby Atlanta for at spille gruppespil.
Danmark skal forbi Nordmakedonien og derefter enten Tjekkiet eller Irland for at komme til VM.














