Celtic slår ring om ydmyget Kasper Schmeichel
Yydmygelsen af den danske landsholdsmålmand blev total, da Celtics egne fans ironisk jublede over en redning.

Der skal et mindre mirakel til for at redde Celtics europæiske eventyr.
Torsdag aften tabte skotterne 1-4 hjemme til tyske VfB Stuttgart, og det nederlag blev af mange af de fremmødte skotske fans tilskrevet klubbens danske målmand Kasper Schmeichel.
Den danske målmand så alt andet end overbevisende ud ved sydtyskernes første og tredje mål, og det fik en stor del af Celtics egne fans til hånligt at juble, da Schmeichel efterfølgende leverede en nem redning.
Efter kampen stillede både Celtics midlertidige manager og klubbens anfører sig bag den danske landsholdsmålmand.
- Kasper [Schmeichel] har leveret nogle fantastiske redninger, mens jeg har været her. Det her [nederlag] er kollektivt, det er der ingen tvivl om.

- Vi spillede mod Feyenoord i en kamp, vi formentlig var nødt til at vinde, og der leverede han en utrolig redning, og ellers havde vi ikke spillet her i aften.
- Jeg tænker på alle mulige ting (inden næste kamp, red.), men Kasper har gjort det virkelig godt, siden jeg kom til klubben af begge omgange, lyder det ifølge BBC fra manager Martin O'Neal.
Også i spillertruppen er tilliden til den danske veteran intakt.
- Alle laver fejl. Kasper har været fantastisk, siden han kom til klubben. Han ryster det af sig. Vi vinder som et hold og taber som et hold. Der er ingen bebrejdelse. Han har lavet så mange store redninger for os. Han kommer helt sikkert tilbage, lyder det fra Callum McGregor.
Den tidligere Celtic-anfører og manager, Neil Lennon, var det ikke ligefrem imponeret over den behandling, Kasper Schmeichel fik fra hjemmeholdets egne fans.
- Det er bittert skuffende. Han havde en dårlig aften, men det retfærdiggør stadig ikke den slags behandling, udtalte den 54-årige nordirer efter kampen.
Kasper Schmeichel og Celtic har syv kampe - herunder to mod rivalerne fra Rangers - inden Kasper Schmeichel efter alt at dømme skal stå den ultravigtige landskamp mod Nordmakedonien den 26. marts.
Celtic
Kasper Schmeichel
VfB Stuttgart












