Danskers vanvittige trænerjob: Større budget i League Two-klubber
Danske Henrik Pedersen har et voldsomt svært job i kriseramte Sheffield Wednesday.

Henrik Pedersen har i denne sæson haft et trænerjob, der nok slår det meste, danske toptrænere når igennem en hel karriere.
Efter flere mislykkede opkøbsforsøg og et ekstremt kaotisk forløb med en thailandsk ejer, der ikke længere kunne og ville betale for driften, er Sheffied Wednesday sat under administration.
Efter 10 nederlag på stribe skal Wednesday nu møde lokalrivalerne Sheffield United, og med 11 point i sæsonen og en suveræn sidsteplads skal der et fodboldmirakel til større, end da Skagen slog Brøndby IF i pokalturneringen, hvis Wednesday skal blive oppe.
Nærmest ingen penge
Økonomien i klubben er særdeles presset, og Sheffield Wednesday er sat under administration, mens der jagtes en ny ejer eller ejerkreds.
Og det er særdeles specielle forhold, Henrik Pedersen arbejder under i en sæson, hvor klubben har lejet otte spillere og stort set ingen penge har haft til at hente eller aflønne nye spillere.
- Til en af vores seneste kampe havde hele vores kamptrup en samlet ugeløn, der er mindre end en løn, der er blevet rapporteret om til et nyindkøb i Championship i januarvinduet, siger Kris Wigfield, der er en af kuratorernes udpegede administratorer, til lokalmediet Sheffield Star.

- Så vidt jeg forstår har mange klubber i League Two et højere budget til deres kamptrup, end det vi har nu.
Ros til den danske chef
Henrik Pedersen gik fra at være assistenttræner i sidste sæson til cheftræner i denne, og med en brøkdel af de øvrige klubbers budgetter har det været en meget svær opgave.
Og der er roser fra Kris Wigfield til Henrik Pedersen for at have håndteret en umulig sæson i Championship.
- Henrik er en af de bedste ledere, jeg nogensinde har mødt. Han har ageret med integritet, ærlighed og professionalisme gennem en ufatteligt svær periode i klubben. Af de årsager vil jeg altid forsvare Henrik – både mens jeg er her, og når jeg ikke er her længere. Uden hans modstandskraft og ledelse havde denne sæson utvivlsomt været endnu hårdere at udholde, siger Kris Wigfield.
Henrik Pedersen kom til Sheffield Wednesday i 2023 som assistenttræner.
Tidligere i karrieren har Pedersen haft forskellige trænerroller i Red Bulls fodboldorganisation, været cheftræner i HB Køge, Braunschweig, Strømsgodset og Vendsyssel FF, mens han også har været assistenttræner i Union Berlin.














