Rekordsalg? Eftertragtet teenager ser frem til sommervinduet
Sønderjyske har i Olti Hyseni et potentielt rekordsalg i truppen.

Han er 18 år gammel, han er målfarlig, og så har han lige forlænget med klubben.
Sønderjyskes forlængelse med Olti Hyseni i august kan meget vel vise sig som lidt af en genistreg for sønderjyderne.
På rygteplan har der allerede været interesse, men et skifte væk fra Sønderjyske har indtil nu været mindst én postgang for tidlig for den unge offensivspiller selv.
- Hvis du spørger mig, så synes jeg, at jeg er en god spiller, men jeg synes ikke, jeg fortjener at være et andet sted, hvis jeg kan sige det sådan.
- Det er ikke mig, der skal tage stilling til, om jeg er for god eller ikke for god. Jeg er i hvert fald glad for at spille her, og så må vi bare se, hvor tingene fører mig hen til sommer og så tage den derfra. Jeg er glad og stolt over at spille for Sønderjyske, og det er en klub, jeg har meget tæt til hjertet, siger Olti Hyseni til Campo.
Selvom det langt fra er en facitliste, så vurderer Transfermarkt Olti Hyseni som den næstmest værdifulde spiller i Sønderjyske-truppen, kun overgået af franske Maxime Soulas, og mandagens målscorer anslås at have en værdi på 1,5 millioner euro - cirka 11 millioner danske kroner.

En sådan pris kommer Sønderjyske næppe til at slippe Hyseni for.

Ingen kontakt denne vinter
Den danske U19-landsholdsspiller med de kosovoalbanske rødder har ikke selv travlt med at skulle videre til en af de store europæiske ligaer.
- Jeg tænker at tage trappen stille og roligt og ikke springe for højt. Man har set så mange spillere, der tager et for stort skridt, og så ender det med at løbe ud i sandet. Så jeg vil tage ét step ad gangen, og så må vi se, hvor det næste skridt bliver, lyder det fra Hyseni.
Allerede denne vinter var der flere steder rygter om interesse for Olti Hyseni fra andre klubber.
I ingen af tilfældene var det dog noget, der landede på den unge spillers eget bord.
- Jeg har ikke taget stilling til noget. Jeg har været glad for at spille her i Sønderjyske, hvor jeg har været med i hele pre-season. Jeg har haft en god snak med klubben om at fortsætte det her. Om der har været noget, det ved jeg ikke, men det har ikke været så konkret, at jeg har skullet tage stilling til det, fortæller Olti Hyseni til Campo.

Sønderborg-drengen Hyseni kom til Sønderjyske som bare 13-årig i 2020. Han debuterede for klubben som 16-årig i oktober 2023, hvor han blev indskiftet i 0-4-sejren over B.93 i den danske 1. Division.
Opret en bruger på Campo og få målrettede nyheder om dine favorithold eller ligaer. Klik på brugerikonet i menuen øverst på campo.dk. 👆🏼👆🏼👆🏼

I august forlængede han sin kontrakt med klubben helt til sommeren 2029, og det var en forlængelse, der lunede i Haderslev.
– Vi er meget tilfredse med, at vi er lykkedes med at forlænge aftalen med Olti Hyseni. Når du som 16-årig træder ind på fodboldsscenen på den måde, som Olti har gjort det, så bliver det bemærket mange steder.
- Selv om han kun lige er fyldt 18 år, har han næsten fået 40 førsteholdskampe, og spilletiden har været støt stigende. Olti Hyseni er en af de mest spændende unge spillere, vi har set i mange år, og vi er stolte af, at han har gået den vej, som alle sønderjyske drenge drømmer om, sagde sportschef i Sønderjyske, Casper Daather, ved den lejlighed:

Olti Hyseni står noteret for i alt 56 kampe i den lyseblå Sønderjyske-trikot.
I landsholdsregi har han repræsenteret både det danske U16, U17, U18 og U19-landshold, hvor det samlet set er blevet til 31 kampe i rødt og hvidt.
Sønderjyske












