AGF har millionoverskud trods stadionbyggeri Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

AGF har millionoverskud trods stadionbyggeri

AGF har fremlagt det økonomiske resultat af første halvår.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Har man været på AGF's midlertidige hjemmebane i Vejlby, kan man ikke være så meget i tvivl om, at det på sigt ikke er en ideel hjemmebane for en klub af AGF's størrelse.

Men selv om byggeriet af kommunens nye stadion, hvor AGF skal bo, fylder meget og koster AGF tabt omsætning, ser økonomien i AGF fornuftig ud.

Onsdag middag meddeler klubben, at man i første halvår fra 1. juli til 31. december 2025 har et overskud på 11,5 millioner kroner før skat.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

- Både sportsligt og kommercielt er bestyrelsen tilfreds med den retning, selskabet bevæger sig i. Vi har hele tiden været klar over, at vi er i en overgangsperiode med de udfordringer, det giver, men det tackler hele organisationen med stor professionalisme og dedikation såvel på som uden for banen.

- Vi har stor tiltro til, at den plan, vi har lagt, vil løfte AGF til et endnu højere niveau i de kommende år til gavn for både aktionærer, partnere og fans, hvor vi alle kan se frem til at tage det nye stadion i brug, siger bestyrelsesformand Lars Fournais.

Forventer underskud for hele regnskabsåret

Mens tallene for første halvår ser gode ud, forventer AGF at komme ud af hele regnskabsåret med et minus mellem 10 og 30 millioner kroner.

Personaleudgifterne, der primært er til førsteholdet, steg med 1,3 millioner kroner.

- Resultatet for første halvår bærer præg af de begrænsninger, som den reducerede kapacitet i Ceres Park Vejlby medfører. Omkostningerne ved en midlertidig hjemmebane er fortsat betydelige, og forsinkelser i stadionbyggeriet rammer os hårdt.

- Men vi er lykkedes med at begrænse underskuddet takket være salg af profiler samt stor opbakning fra sponsorer og aktionærer. Den kommercielle udvikling er fortsat stærk, og vi nærmer os en sponsoromsætning på 100 mio. kr., understøttet af uundværlig og afgørende opbakning fra fans, samarbejdspartnere og byen.

- Halvårets resultater giver et solidt afsæt for resten af året, hvor vi vil arbejde målrettet på en yderligere styrkelse af selskabets nøgletal, siger AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen.

At AGF holder omsætningen oppe trods flytningen til Vejlby skyldes flere tv-penge og sponsorindtægter.

Efter planen skal AGF's nye hjemmebane være indflytningsklar til marts 2027.

Men hvad skal AGF betale i husleje der, og hvad er det for et spil, der er i gang om den udgift?

Det har Campo set nærmere på her.

Forsinkelse og kaos: Derfor er stadionaftale så vigtig for AGF

Mest læste

Notifications

Notifikationer