Mister op mod 300 mio: – Altafgørende for FCK
Det kræver et mirakel, hvis FCK skal blive dansk mester, og det lægger et benhårdt tryk på klubben, vurderer en ekspert.

FC København har haft en flot stime i Champions League, hvor man har kvalificeret sig til hovedturneringen tre af de seneste fire sæsoner.
Men der skal ske noget meget ekstremt, hvis FCK skal forsvare mesterskabet og dermed have chancen for igen at komme i Champions League.
Med 12 runder tilbage i Superligaen har FCK 16 point op til AGF og næsten lige så umuligt 14 point til FC Midtjylland, så der skal alvorlige jyske gummiben og noget nær maksimumpoint på 36 til for FCK.
Og det kan blive en dyr omgang, især hvis FCK misser Europa League eller helt glipper Europa.
Tilbage i 2023/24, før den nye Champions League-struktur, tjente FC København samlet set et godt stykke over 400 millioner kroner på det flotte avancement i turneringen, hvis vi tager billet-indtægter og andre afledte indtægter med.
I det nye CL-format med ligaspil er indtægterne endnu større, så det er en dyr fornøjelse, hvis FCK går fra Champions League til en af de mindre turneringer eller til slet ikke at spille Europa.

- Der kan være op mod 300 millioner kroner i forskel på at spille Champions League og Europa League, hvis man gør det godt i Champions League.
- Det er lidt svært præcist at sige med den nye fordeling i Champions League, men i runde tal er det forskellen. Og så er der selvfølgelig yderligere et stykke ned til Conference League, siger Jesper Jørgensen til Campo.
Ud over præmiepenge og kampindtægter er der også typisk afledte, positive økonomiske effekter af at spille Champions League som for eksempel større tilbud, når de bedste spillere skal sælges til udlandet.
Det FCK selv regner med
Jesper Jørgensen er økonom og partner ved konsulentfirmaet Deloitte, og for Jørgensen at se lægger risikoen for at misse Europa i en dårlig Superliga-sæson et hårdt pres på FCK.

- Man kan vende det sådan, at det er en kæmpe julegave at komme i Champions League. Men for en klub som FC København er Europa League minimum, det er også det, man selv skriver i både regnskabet og strategien,.
- Det gælder også for FC Midtjylland. De to klubber har spillere til rådighed, i en normal sæson i hvert fald, hvor man minimum skal komme i Europa League, siger Jesper Jørgensen.
Skal med i 2027
I næste sæson har Superligaen efter alt at dømme to pladser i Champions League-kvalifikationen, så der vil være et tårnhøjt pres på FCK for at slutte helt i toppen efter det, der ser ud til at blive en skuffende 2025/26-sæson.
- Det er et fantastisk tidspunkt for dansk fodbold. Vi har været der før, der var det bare, sagt med al respekt, de forkerte klubber, der lå deroppe. Det er ikke for at nedgøre Brøndby og de andre klubber.
- Men der er bare forskel i Danmark på de to klubber og alle de andre. Selv, når det går skidt for FCK i Superligaen, er de i stand til at spille lige op i Champions League med et hold som Napoli.
- Det er altafgørende for FC København, at de minimum bliver nummer to næste år og minimum kommer med i Europa League.
- Det er ikke sådan, FCK lukker eller kommer i problemer, hvis man misser Europa næste sæson, ligesom FC Midtjylland klarede det, da de missede Europa for et par år siden. Men man skal med i 2027, det er også klubbens selvforståelse, siger Jesper Jørgensen.
FCK er lige nu nummer syv i tabellen og møder til weekenden OB i det, der er blevet en must-win kamp for Jacob Neestrups mandskab.
FC København











