Hundeslagsmål om top seks: Historisk FCK-fiasko lurer Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hundeslagsmål om top seks: Historisk FCK-fiasko lurer

Det bliver efter af alt at dømme spændende helt til det sidste i grundspillet – og de fleste vil holde ekstra godt øje med FC København.

Viktor Claesson på vej fra banen i Parken.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Puha, hvor kan det blive spændende. Eller rettere; det bliver helt sikkert spændende.

Søndag fortalte Viborg FF-cheftræner Nickolai Lund til Campo, at han forventer et "hundeslagsmål helt til det sidste" i kampen om top seks i Superligaen.

Og mon ikke samtlige af hans trænerkollegaer vil give ham ret?

Et kig på tabellen varsler i hvert fald spænding - og måske også en fiasko.

Mest af alt er det nemlig kriseramte FC København, der har noget på spil.

Mens klubber som Sønderjyske, Viborg og OB alle vil prise sig lykkelige for en plads i top seks, vil man i den danske hovedstadsklub ganske enkelt ikke kunne forene sig med ikke at være blandt landets seks bedste klubber i foråret. Og det skal man heller ikke.

Budgettet, størrelsen, historien. Det hele taler for, at FCK selvfølgelig skal med i top seks. Alt andet vil være en skuffelse af dimensioner.

Problemet for cheftræner Jacob Neestrup og kompagni er bare, at resultaterne ganske enkelt mangler - og at man to runder før grundspillets afslutning ligger uden for top seks.

Viktor Claesson på vej fra banen i Parken.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Seks klubber, fire pladser

AGF og FC Midtjylland har for længst låst sig fast til de to øverste placeringer i top seks.

Til gengæld har seks andre klubber alt at spille for i grundspillets sidste to kampe.

De ser ud som følger:

3. Brøndby IF (32 point)
4. Sønderjyske (32 point)
5. Viborg FF (30 point)
6. FC Nordsjælland (30 point)
7. FC København (28 point)
8. OB (26 point)

Brøndby IF ligger umiddelbart lunt i svinget, men har kun hentet ét point i sine seneste fem kampe. Samtidig har man ikke jordens letteste kampprogram foran sig. Der skal med andre ord formentlig andre boller på suppen, hvis man vil vide sig helt sikker på en plads i mesterskabsspillet.

Omvendt skal OB, der er kommet skidt fra land i foråret, krydse fingre og samtidig stramme gevaldigt op, hvis ikke man skal trække et af de to sorteper-kort, som man ikke kommer udenom at skulle uddele.

Den sidste sorteper ligger derfor på papiret til at skulle fordeles mellem Viborg, FCN, Sønderjyske og FCK. Og lige nu er det sidstnævnte, der ligger udenfor top seks.

FCK har tabt sine fire seneste Superliga-kampe i streg. Noget, der ikke er sket siden 1996/97-sæsonen.

Samtidig har man et pointsnit på 1,4 i denne sæson. Det har kun været dårligere én gang i de seneste 25 år.

FC København er sammen med Brøndby IF den eneste klub, der siden indførelsen af grundspil/slutspil i 2016/17-sæsonen ikke har misset top seks én eneste gang. Men måske ærkerivalen fra Vestegnen snart kan blive indehaver af den bedrift på egen hånd?

Kampprogrammet

Her får du et overblik over, hvem top seks-bejlerne ramler sammen med i sidste spillerunde:

Brøndby IF
Sønderjyske (hjemme)
FC Midtjylland (ude)

Viborg FF
AGF (ude)
FC Nordsjælland (hjemme)

FC Nordsjælland
Vejle Boldklub (hjemme)
Viborg FF (ude)

Sønderjyske
Brøndby IF (ude)
OB (hjemme)

FC København
OB (ude)
Randers FC (hjemme)

OB
FC København (hjemme)
Sønderjyske (ude)

Mest læste

Notifications

Notifikationer