Afklaret Clem: Ikke tid til at pege fingre
Nu handler det om at stå sammen i FC København, fortæller midtbanespilleren i kølvandet på lørdagens nederlag til FCN.

📍 Campo i Parken
FC København er et mandskab i krise.
Efter lørdagens nederlag til FC Nordsjælland hjemme i Parken, indtager de forsvarende mestre en øjeblikkelig sjetteplads i Superligaen, og dermed bliver det en kamp for den Københavnske storklub overhovedet at kvalificere sig til mesterskabsspillet.
Men selvom alarmklokkerne bimler, er det ikke tid til at pege fingre, fortæller William Clem, der fortæller, at holdet er nødt til at stå sammen igennem den storm, som holdet befinder sig i.
Det fortæller han til Campo og resten af den fremmødte presse efter kampen.
'Den hvide trøje forpligter' gjaldede ned over tribunerne efter slutfløjt, og det var helt på sin plads, lyder det fra midtbanespilleren.
- Jeg ved ikke, hvordan det var. Jeg er meget enig i, hvad de siger, så det var vel fair nok.
Fire nederlag i træk er det blevet til for de forsvarende mestre, og William Clem medgiver da også, at de seneste resultater har været dybt skuffende.
- Jeg ved ikke engang, hvad vi ligger - nummer seks? Så det har været alt for dårligt, siger han til den fremmødte presse efter kampen.

Men selvom FC København befinder sig et historisk dårligt sted, er tiden ikke til at begynde at pege fingre. Nu venter der to uhyre vigtige opgør i jagten på som minimum at kvalificere sig til top seks, og det kræver, at alle mand er klar.
- Det håber jeg, alle er rimelig klar på, at mande op nu, for der er ikke tid til andet. Vi har to kampe, som er blevet to meget afgørende - to finaler er det jo - for vi skal ud og vinde, så det håber jeg da ikke, at folk ikke er klar på, for det er to utroligt vigtige kampe for FC København, fortæller Clem, der ikke lægger skjul på, at det er en situation, FC København skal kunne håndtere.
- Det håber jeg. Det satser jeg stærkt på. Det skal vi kunne.
Der blev også talt med store bogstaver fra cheftræner Jacob Neestrup i omklædningsrummet efter kampen, fortæller William Clem.
- Der blev sagt sandheden. Det har været alt for dårligt, og det skal vi have at vide, siger Clem, der dog også understreger, at det ikke handler om at placere skylden et sted.
- Men jeg tror heller ikke, det er tid lige nu til at pege fingre, for vi har brug for hinanden. Vi har brug for hinanden til at komme igennem den her storm, som det er. Vi skal mande op og stå sammen, for det får vi brug for.
OB og Randers venter i de resterende opgør, som bliver afgørende for, om FC København kommer i top seks.
Her skal der seks point til ifølge Jacob Neestrup, som også peger på én ting, der kan redde sæsonen.
Læs mere her:

FC København
FC Nordsjælland












