Thomas Franks stil fik konkurrenter til at spørge på Tottenham-svensker
Den unge svensker var tilsyneladende ikke blandt Thomas Franks favoritter.

I Tottenham har de ingen intentioner om at sælge svenske Lucas Bergvall.
Den fornemmelse havde hverken Chelsea eller Aston Villa dog denne vinter, hvor begge Premier League-konkurrenter ifølge The Athletic henvendte sig direkte til Tottenham.
Begge fik dog afslag fra Tottenham, der ikke ønskede at sælge den 20-årige midtbanespiller.
Bergvall har ellers spillet en markant mindre fremtrædende rolle på Spurs-holdet, efter Thomas Frank i sommer overtog cheftrænerposten fra Ange Postecoglou.
Det skulle netop være derfor, både Chelsea og Aston Villa forhørte sig på svenskeren.

Bergvall fik en blød indflyvning på Spurs-holdet under Postecoglou i sin første sæson, men fra årsskiftet var han stort set fast inventar i australierens startopstilling, indtil en ankelskade i maj satte ham ud af spillet.
En ny ankelskade holder netop nu igen Bergvall fra græsset på Tottenham Hotspur Stadium, men selv inden den skade, som han pådrog sig mod Dortmund i Champions League den 20. januar, blev han brugt markant mindre og markant anderledes under den nu fyrede danske cheftræner.
Bare 10 starter blev det således til under Thomas Frank i Premier League, hvor han tilmed også blev brugt som kantspiller og ikke på sin favoritposition centralt på midtbanen.
Lucas Bergvall skiftede til Tottenham fra svenske Djurgården i sommeren 2024. Allerede i maj 2025 forlængede han sin kontrakt med London-klubben, så den nu løber helt til sommeren 2031.
Aston Villa
Chelsea FC
Tottenham Hotspur












