Salah stråler i Liverpools FA Cup-avancement
Mohamed Salah viste sig flot frem, da Liverpool slog Brighton ud.

På papiret var der god modstand for Liverpool, da de skulle forsøge at spille sig forbi Premier League-kollegaerne Brighton i den engelske FA Cup.
Liverpool viste sig dog frem på et højt niveau, hvor Brighton ganske enkelt ikke kunne følge med.
I slutningen af første halvleg kom Liverpool foran, da Milos Kerkez fik sat Curtis Jones op, der sparkede 1-0-scoringen ind.
Anden halvleg var ti minutter gammel, da et smukt kontraangreb endte hos Mohamed Salah, der satte Dominik Szoboszlai op. Den træfsikre ungarer svigtede ikke og hamrede bolden ned i det lange målhjørne til stillingen 2-0.
Salah selv kom også på tavlen, da han udnyttede et straffespark i det 68. minut.
Han placerede køligt bolden i det ene målhjørne, hvor det var svært for Brighton-keeper Jason Steele at gøre meget ved forsøget. Derved 3-0 til værterne.
Kort efter scoringen til 3-0 skiftede cheftræner Arne Slot sin kreatør Florian Wirtz ud, hvilket signalerede 'job done' på Anfield. Få minutter senere forlod også Mohamed Salah banen.
Det 17-årige stjernefrø Rio Ngumoha sparkede bolden i kassen til 4-0, men blev dømt offside. Det lignede dog en fejldom i slutningen af kampen, hvor der ikke var VAR, da det først kommer ind i næste runde af turneringen.
Med den sikre sikker er Liverpool klar til 1/8-finalerne i den historiske turnering.

I Tyskland har Harry Kane gang i en vanvittig sæson.

Brighton & Hove Albion
Liverpool
Mohamed Salah












