Puha, Vejle.. Vi ses nok i 1. division
Vejle Boldklub styrter mod afgrunden i Superligaen og direkte ind i 1. division. Læs hele Campos Konklusion her.

Foråret startede noget så dystert i Nørreskoven for Vejle, mens Randers FC fik en fornuftig premiere på Brøndby Stadion.
Fredag aften krydsede de to mandskaber klinger i Kronjylland, og her gjorde vejlenserne ikke sig selv nogen tjenester i forhold til at overleve i Superligaen.
Højdepunktet
Randers kan score mål!
Kronjyderne har kun scoret ét enkelt mål i sine seneste fem Superliga-kampe, så da Elies Mahmoud bragte Randers i front faldt der formentlig en stor sten fra Rasmus Bertelsens hjerte.
Randers skulle kun bruge 13 minutter på at åbne ballet, da Mike Themsen førte bolden frem på en kronjysk kontra, før han lagde en perfekt stiknink til Mahmoud, der med lidt held fik passeret Igor Vekic efter to forsøg.
Rasmus Bertelsen var forinden opgøret forsigtig i forhold til, om Randers kan snuppe syvendepladsen - så skal der i hvert fald flere mål til, og så er to mod Vejle en fornuftig start.
Nedturen
Vejle, Vejle, Vejle...
Det bliver ikke til nogen 'great escape 2.0', hvis man på to kampe lukker fem mål ind mod andre nedrykningskandidater.
Det rejser i hvert fald spørgsmålet: Hvad sker der, når FC Nordsjælland kommer på besøg næste fredag? Når AGF kommer på besøg i marts? Et forsigtigt gæt er i hvert fald, at det ikke bliver kønt.
Sidste gang Vejle formåede at lave en 'great escape' var der også en German Onugkha, der bankede mål ind. Hvem skal score målene, nu hvor Wahid Faghir også udgik?
Det peger i en kedelig retning for vejlenserne.

Overraskelsen
Mike Themsen, du er en lækker fodboldspiller.
Den 19-årige (!) offensive Randers-profil var her, der og alle vegne særligt i første halvleg, hvor han også diskede op med et lækkert oplæg til Elies Mahmoud.
Hvis Randers skal gøre sig forhåbninger om at spille med om syvendepladsen, så kan han nemt gå hen og blive en af nøglespillerne for kronjyderne.
Randers' assistmager spillede 70 minutter, før han blev pillet ud til fordel for Frederik Lauenborg.
Indtil videre har Themsen blot lavet to oplæg for Randers i sæsonen, men hvis præstationen mod Vejle lover noget, så er det flere målinvolveringer i et potentielt nedrykningsspil.

Det holder Campo øje med
Vejle Boldklub har kurs direkte mod 1. division.
Forårspremieren for vejlenserne endte i et 2-3-nederlag hjemme mod FC Fredericia, som også må ventes at være en af favoritterne til at rykke ned.
Nu har man så også tabt til Randers, som man formentlig også kommer til at møde to gange mere i nedrykningsspillet, og det lover bestemt ikke godt for de 12 kampe, Vejle stadig mangler at spille i den her sæson.
Men... Før vi maler fanden endegyldigt på væggen, så er der jo 'kun' seks point op til Silkeborg, som ligger over stregen, mens der stadig mangler mange kampe.
Dog er det helt sikkert, at det begynder at se ganske alvorligt ud for Vejle Boldklub.
Du kan se hele Superliga-tabellen ved at klikke her, og du kan se alle mål og highlights fra opgøret mellem Randers og Vejle i videoen over artiklen.
Opret en bruger på Campo og få målrettede nyheder om dine favorithold eller ligaer. Klik på brugerikonet i menuen øverst på campo.dk. 👆🏼👆🏼👆🏼

Randers FC
Vejle Boldklub












