God start i Brøndby: Meget nemt at falde på plads
Ben Godfrey har fået en god start på tilværelsen i Brøndby.

📍Campo til Brøndbys træning
Brøndby IF gik transferamok i løbet af januar.
De blå-gule hentede hele seks spillere til, og særligt én var særligt i øjefaldende, da Ben Godfrey landede på Vestegnen.
Den nu 28-årige forsvarsspiller kommer nemlig med et imponerende CV, der tæller to engelske A-landskampe og mere end 100 kampe i Premier League.
At vænne sig til tilværelsen på Vestegnen lader dog ikke til at være noget problem for den tidligere Everton-stopper.
- Det har været godt (at komme til Brøndby, red.). Det har været meget nemt at falde på plads i truppen. Drengene har fået mig til at føle mig velkommen, og det samme har fansene, og så var det en god oplevelse at spille kampen (mod Randers, red.).
- Selvfølgelig er jeg skuffet over, at vi ikke fik alle tre point, men som forsvarsspiller er det altid rart med et clean sheet, så ja, jeg har nydt tiden her indtil videre, fortæller Ben Godfrey til Campo og de øvrige fremmødte medier ved fredagens træning i Brøndby.
Efterfølgende blev englænderen spurgt ind til, om han er blevet overrasket over Superligaen, men han står fast på, at han altid har haft respekt for den bedste danske fodboldrække.

- Nej, jeg synes, at jeg har udvist respekt over for ligaen, før jeg selv ankom. Jeg vidste godt, at der er gode spillere i ligaen, så jeg vidste også godt, hvad de er i stand til.
- Så der har altid været respekt fra min side af. Stemningen i ligaen virker også til at være utrolig, så jeg glæder mig bare til at spille flere kampe, fortæller Ben Godfrey.
Den 28-årige englænder er i første omgang lejet ud til Brøndby på en aftale, der løber indtil sæsonen slutter. I aftalen har Brøndby dog også sikret sig en købsoption.
Godfrey spillede samtlige minutter i Brøndbys forårspremiere mod Randers, som endte 0-0.
Brøndby IF












