Brøndby-profil spiller søndag: Derfor er han vigtig for Cooper
Marko Divkovic er for første gang i år til rådighed for Steve Cooper, når Brøndby møder Viborg.

📍Campo i Brøndby
I vinterens transfervindue blev der talt om Marko Divkovic og et muligt skifte væk fra Brøndby. I stedet forlængede kroaten sin aftale med Vestegnsklubben, så den nu løber til 2028.
Cheftræner Steve Cooper havde ikke mulighed for at bringe Divkovic i spil for Brøndby i forårspremieren mod Randers, da han afsonede karantæne. Men når de blågule på søndag tager til Viborg, kan Divkovic igen tænkes ind i Brøndbys planer.
Det bliver han med garanti, for Steve Cooper kunne fredag fortælle, at Marko Divkovic med sikkerhed kommer i spil mod Viborg.
- Divkovic kan spille flere positioner, i særdeleshed højre kant og venstre back, som han i øvrigt gør lige godt.
- Når Matts (Köhlert, red.) er skadet, så har vi en venstrefodet venstreback til rådighed, så det er godt.
- Han er med i overvejelserne (til startopstillingen, red.). Vi kigger altid på modstanderen, os selv og gameplanen, og så vælger vi det hold, der bedst kan klare det.
- Han har trænet godt. Vi har prøvet at give ham så mange kampminutter i opstarten og testkampe, og han ser ud til at være i god fysisk form, så han har givet sig selv de bedste forudsætninger.
- Ja, helt sikkert (i spil, red.), 100 pct., siger Steve Cooper.

En erfaren Brøndby-spiller
Der er sket meget i Brøndby i det seneste transfervindue, og i årets første kamp mod Randers var der også en del nye ansigter blandt de startende i blågult.
Det kan tage tid at spille et hold af nye spillere sammen, og derfor er det særligt vigtigt, at Cooper har en spiller til rådighed, der ved, hvad det kræves at spille i Brøndby.
- Ja, (det er et boost). Marko er den spiller, der har været længst tid i Brøndby, og det er vigtigt. Det er der en grund til.
- Vi har ikke kun fået nye spillere ind på det sidste, men også i sommer, også før min tid her, og det er vi nødt til at huske på. Så det er vigtigt, at vi har spillere, der har været her i noget tid.
- Det er vigtigt med spillere fra Masterclass og fra Superligaen, men det er også vigtigt med spillere udefra, at de bliver her og er her i lang tid. Det har Marko vist med sin kontrakt, siger Steve Cooper.
Den kroatiske back kom til Vestegnen i 2022, hvor han i første omgang var landet i Brøndby på et halvårs lejeophold.
Det blev dog efterfølgende vekslet til en permanent kontrakt, der altså blev forlænget denne vinter.
Divkovic har forløibigt spillet 134 kampe for Brøndby og scoret 13 mål.

Brøndby IF
Viborg FF












