Åbner op om angst: Derfor vendte jeg hjem Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Åbner op om angst: Derfor vendte jeg hjem

Mads Enggård åbner op om sin svære tid i Molde, hvor angsten ultimativt tvang ham til at søge hjem mod Danmark.

Mads Enggård sidder på hug med hovedet bøjet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I april 2024 var Mads Enggård på den prestigefyldte 'Golden Boy'-liste, og det så ud til, at han skulle ud for at erobre verden

Den samme sommer blev han Randers FC's tredjestørste salg, da Molde FK købte ham fri for 20 millioner kroner.

Udlandseventyret i Norge blev dog alt andet end en dans på roser for den nu 22-årige Vejle-spiller, som i sommer vendte hjem efter en hektisk periode, hvor han kæmpede med angst.

Det fortæller Mads Enggård i et interview med Vejle Amts Folkeblad, hvor han også beskriver en episode under en træningslejr med den norske klub i Spanien, hvor hans krop gik i baglås for et år siden.

- Det var et angstanfald. Jeg blev svimmel og gik i panik. Det var vildt ubehageligt, for jeg blev bange for symptomerne i min egen krop. Det var helt nyt for mig, fortæller Enggård.

Mads Enggård sidder på hug med hovedet bøjet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Selv om Enggård rådførte sig med klubbens psykolog, så kulminerede det ultimativt i foråret 2025, hvor det stod klart, at han måtte søge hjem til Danmark.

- Jeg havde dage, hvor jeg slet ikke havde lyst til at møde i klubben. Jeg skulle bare igennem, og det var meget svært for mig at have det sådan og så være rigtig meget alene. Det var den primære grund til, at jeg søgte hjem i sommer, fortæller Mads Enggård til Vejle Amts Folkeblad.

Siden hjemkomsten fortæller Vejle-profilen, at han har fået det bedre, og at han også glæder sig til at vende retur til Molde, når lejeopholdet i Nørreskoven udløber.

Det gør det til sommer, og vejlenserne har ingen købsoption i aftalen.

Mads Enggård starter inde for Vejle Boldklub fredag aften, hvor han står over for sin gamle klub, Randers FC.

Kampen vises på TV3 Sport.

Mest læste

Notifications

Notifikationer