Topscorer åbner målkonto i AC Horsens
Nyindkøbet blev torsdag noteret for sin første scoring for klubben.

Han er hentet for at score mål, og torsdag var det præcis, hvad han gjorde.
Adrian Justinussen har denne vinter skiftet Hillerød ud med AC Horsens, og torsdag scorede han kampens enlige mål, da østjyderne på træningslejren i Spanien slog det lokale hold fra Marbella 1-0.
Dermed åbner 1. Divisions topscorer - omend uofficielt - sin målkonto hos sin nye klub.
Adrian Justinussen har med 10 scoringer i efterårssæsonen sat sig på topscorerlistens førsteplads i 1. Division, og det har været stærkt medvirkende til, at Hillerød ved vinterpausen ligger til at snuppe én af de to oprykningspladser.

Tre point efter følger Justinussens nye klub, som utvivlsomt håber, at færingen tager målformen med sig fra Nordsjælland til Østjylland.
Adrian Justinussen startede inde i begge AC Horsens første to træningskampe i sæsonen, hvor det blev til henholdsvis en 1-5-sejr over HSV's andethold og en 0-2-sejr over Hobro IK. I ingen af de kampe kom den færøske landsholdsspiller på tavlen.
AC Horsens tabte efterfølgende 0-3 til FC Fredericia, men den kamp var lukket for tilskuere, og AC Horsens har ikke meldt noget ud om, hvilke spillere, der spillede kampen.
Den 27-årige færing skiftede til AC Horsens på en fri transfer.
AC Horsens












