FC København forlænger med norsk stjerneskud
Den unge nordmand har skrevet under på en ‘længerevarende aftale’.

Endnu har han blot fået en enkelt kamp for klubbens førstehold, men for to uger siden var han på bænken på Camp Nou.
I FC København har de da også høje forventninger til 18-årige Liam West, og derfor binder de forsvarende danske mestre ham nu til klubben.
FC København skriver ikke selv noget om, hvor lang kontrakt, den unge nordmand får - blot at der er tale om en 'længerevarende aftale'.
West rykkede i sommer fast op i FC Københavns førsteholdstrup, hvor han tilsyneladende har bevist sig i tilstrækkelig høj grad.
- Liam har leveret et positivt indtryk det første halve år i førsteholdstruppen.
- Han har bevæget sig mellem førsteholdet og U19-holdet i forhold til kampe, hvor han har taget de rigtige skridt og stille roligt arbejder sig ind i sin seniorkarriere, lyder det fra sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Strategisk vigtigt for FCK med lange aftaler
Liam West skiftede i januar 2024 til FC København fra norske Fredrikstad, og med dagens forlængelse er der nu ro på bagsmækken for offensivspilleren - helt i tråd med klubbens strategi.

- Det er strategisk vigtigt for os at lave lange aftaler med vores dygtige unge spillere. Det understøtter den tålmodighed, som ofte er nødvendig for at slå igennem og på sigt blive en profil på F.C. Københavns førstehold, lyder det fra Sune Smith-Nielsen.
Liam West fik debut for FC København i efterårets pokalsejr over Hobro, hvor han tilmed bidrog med en assist til Viktor Dadasons scoring til slutresultatet 1-4.
- Jeg er glad for forlængelsen af kontrakten, som giver mig tillid og ro til at fortsætte med at tage de rigtige skridt for fremtiden.
- Man er altid ivrig efter de næste skridt, men jeg ved også, at tålmodighed er en vigtig faktor i fodbold, og det handler virkelig om at arbejde hårdt i hverdagen på træningsbanen og vise, at man har det, som der skal bruges i fremtiden, lyder det fra hovedpersonen selv.
Med kontraktforlængelsen skifter Liam West desuden trøjenummer 49 ud med trøjenummer 26.
FC København












