Ange Postecoglou: Fair fyring af Thomas Frank
Selvom han godt forstår fyringen af Thomas Frank, har Ange Postecoglou ikke rosende ord til overs for Tottenham.

Thomas Frank tog i juni over som cheftræner i Tottenham fra fyrede Ange Postecoglou.
Onsdag kunne Frank slutte sig til Postecoglou som en af mange tidligere Spurs-trænere, da også han blev fyret i London-klubben.
Fyringen i sig selv forstår hans forgænger godt.
- Det er en fair fyring fra mit synspunkt. Enhver der studerer spillet vil vide, at det var ikke fordi, der var en udvikling, siger Ange Postecoglou som gæst hos Gary Neville i The Overlap.
Ange Postecoglou fik silkesnoren i Tottenham den 6. juni sidste år - 16 dage efter at have ført klubben til Europa League-triumfen med en finalesejr over Manchester United i Baskerlandet.
Efterfølgende fik den 60-årige australier i september og oktober otte kampe i spidsen for Nottingham Forest, inden han også der blev fyret.

Når han ser på fyringen af Thomas Frank, ser han da også et markant større underliggende problem i selve institutionen Tottenham, hvor bestyrelsesformand Daniel Levy efter 25 år i klubben trådte tilbage i september.
- Jeg har været i den situation to gange det sidste halve år, og det er hårdt. Man ved, at han (Thomas Frank, red.) ikke var det eneste problem i klubben.
- Tottenham er en speciel klub. Den tog en kæmpe drejning sidste år, ikke bare med mig men også med Daniels [Levy] afsked, og der er skabt det her usikre miljø. Der er ingen garantier, uanset hvilken manager man henter, for de har haft verdensklasse-managere, der ikke har haft succes.
- Hvad er klubbens mål ud over fra starten af sæsonen at sige, at de skal konkurrere på alle fronter? Klubben har ikke konkurreret på alle fronter i rigtig land tid. Når den mest indflydelsesrige person i klubben gennem de sidste 20 år også smutter, og der sker sådan en ændring, så er man nødt til at forstå, at der vil være noget ustabilitet, lyder det fra Postecoglou.
Tottenham er ikke en storklub
Ange Postecoglou nåede i alt 101 kampe i spidsen for Tottenham, og i den tid var han med klubben igennem i alt fire transfervinduer.
Særligt på transfermarkedet er det dog tydeligt for Postecoglou, at Tottenham ikke hører til blandt de største i Premier League.
- De har bygget en utrolig stadion og et utroligt træningsanlæg, men når man ser på udgifter - i særdeleshed lønstrukturen - så er det ikke en storklub. Det så jeg selv, for da vi forsøgte at hente spillere, var vi slet ikke på markedet (for de rigtige spillere, red.).
- Vi sluttede som nummer fem og skulle finde ud af, hvordan vi kom helt op og konkurrere, og vi hentede Dominic Solanke, som jeg virkelig godt kan lide, og tre teenagere. Jeg havde haft kig på Pedro Neto, [Bryan] Mbeumo, [Antonio] Semenyo og Marc Guehi, lyder det fra Postecoglou.
Thomas Frank og Ange Postecoglou har i Tottenham haft relativt ens statistikker. Mens de begge har kæmpet ganske markant med tingene i Premier League, så har de begge skaffet klubben succes i europæisk fodbold.
Ange Postecoglou vandt Europa League - klubbens første trofæ i 17 år - i sidste sæson, hvilket trods en 17. plads i Premier League sikrede klubben en plads i Champions League i denne sæson.
Her har Thomas Frank med fem sejre, to uafgjorte og bare ét nederlag sikret klubben en fjerdeplads i ligafasen og en sikker plads blandt turneringens sidste 16 hold.
Ange Postecoglou
Thomas Frank
Tottenham Hotspur












