Tre AGF’ere manglede mod OB: Her er status inden FCM-møde
For to er det fortsat uvist, mens en enkelt er endegyldigt ude for AGF.

📍 Campo på Fredensvang
Hverken Frederik Tingager, Nicolai Poulsen eller Markus Solbakken var med mandag aften.
De tre måtte - af forskellige årsager - se med fra tribunen og hjemme i sengen, da AGF tog en forløsende 2-1-sejr over OB og fik en tæt på perfekt indledning på forårssæsonen.
Allerede torsdag skal AGF i ilden igen, når mesterskabskonkurrenterne fra FC Midtjylland lægger vejen forbi Ceres Park Vejlby til den første af to pokalsemifinaler.
Til den kamp er der mulighed for, at en eller to af de fraværende profiler atter kan komme i kamp.
- Det er jo ikke sikkert, at de alle sammen er klar, men måske er nogle af dem klar, lyder det en smule kryptisk fra cheftræner Jakob Poulsen, da Campo beder om en status.
Det lader dog kun til at være Frederik Tingager og Nicolai Poulsen, der reelt set er i spil til torsdagens kamp.

Markus Solbakken var mandag aften ramt af sygdom, og det gør sig stadig gældende for den norske midtbanespiller.
- Markus Solbakken er stadig syg. Det forventer jeg egentlig også, han er resten af ugen, og så må vi se i starten af næste uge, lyder det fra AGF-cheftræneren.
Henrik Dalsgaard blev til allersidst i kampen mod OB offer for en grim tackling fra fynboernes Yaya Bojang. Den rutinerede forsvarsspiller er dog kommet sig helt over skrubbet på skinnebenet og er ifølge Jakob Poulsen helt klar til torsdagens kamp.
Tacklingen på Henrik Dalsgaard fik dog ikke den konsekvens for OB-spilleren, som den burde have haft. Det har DBU selv meldt ud. Det kan du læse mere om her:

AGF
Jakob Poulsen












