Derfor er Thomas Frank uopnåelig for DBU Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Derfor er Thomas Frank uopnåelig for DBU

DBU skal selvfølgelig tjekke, om Thomas Frank har appetit på et landstrænerjob, men der er ingen chance for at hente den attraktive træner nu.

Thomas Frank under en kamp i spidsen for Tottenham mod Bournemouth.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Så gik den ikke længere for Thomas Frank.

Et nederlag til Newcastle blev sidste stop på Spurs-bussen, og mens omstændighederne har været mod den danske træner, er fyringen 100 procent legitim.

Spurs ligger på en rædselsfuld 16. plads med 12 runder igen og er lige nu i reel nedrykningsfare, især hvis vi fremskriver formkurven.

Klubben er dalet og dalet i tabellen, og efter at nedrykningen længe føltes afgjort, er der kommet liv i West Ham, der på 18. pladsen nu kun er fem point bagud.

Skadeshelvede og dårlige omstændigheder eller ej: Mange klubber på Tottenhams størrelse havde for længst hevet i håndtaget, så der er intet uberettiget i det her.

Out of your league, DBU!

I de kommende timer og dage skal det overraske mig meget, hvis ikke koblingen til DBU og landstrænerjobbet dukker op i danske medier.

Landsholdet havde et skidt efterår, og trods forlængelsen med Brian Riemer til 2028 er det ligesom Franks fyring fuldstændig berettiget og logisk at overveje, om der skal ske en ændring, hvilket bliver et folkekrav, hvis Danmark snubler i næste måneds VM-gysere mod Nordmakedonien og så Tjekkiet eller Irland.

Og koblingen behøver I såmænd ikke være i tvivl om.

Naturligvis talte parterne sammen i 2024, før Kasper Hjulmand skulle stoppe, alt andet havde været pligtforsømmelse fra DBU og såmænd også Thomas Frank og dennes baglands side.

Men jeg tror simpelthen ikke, der er den mindste chance for, DBU får lokket Thomas Frank til noget her i 2026 – han er ligesom i 2024 uopnåelig for forbundet.

Et hurtig kig på månederne i Tottenham:

Førsteholdstruppen sejler i skader.

Truppen har reelt ikke været gearet til at rumme både Premier League og Champions League, uanset man gik videre i flot stil i sidstnævnte turnering.

Trods gode intentioner har Tottenham slet, slet ikke været der, hvor man havde energi og overskud til et langsigtet projekt som Thomas Franks.

Det kan jeg se på 1.000 kilometers afstand i Danmark, og det kan jeg love jer, andre Premier League-klubber og topklubber rundt omkring i Europa også ved.

Hvorfor skulle en lang årrækkes godt arbejde og udmærkede resultater i Brentford nu være kylet i skraldespanden for interesserede klubber, fordi det gik elendigt hos Spurs?

Thomas Frank under en kamp i spidsen for Tottenham mod Bournemouth.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Ja, det trækker nej, men nej, selvfølgelig er han stadig et yderst attraktivt trænernavn, alle ved var til samtaler og i spil i superklubber som Manchester United, Chelsea og Liverpool, der vel med det, vi ved nu, nærmest havde været lettere jobs at løse end Tottenham.

Læg oveni, at DBU vel kan betale omtrent det samme i løn som en topklub i Championship eller FC København.

Det handler naturligvis om mere end penge for Thomas Frank, men det handler også om udbuddet og de attraktive job derude, og der er DBU i min bog helt og aldeles chanceløs.

Om fire år?

Helt klart, der kan enderne mødes, for selvfølgelig vil landstrænerjobbet i Danmark være en drøm for snart sagt enhver dansk toptræner.

Men Rasmus Højlund tog jo heller ikke tilbage til en midterklub i Superligaen, da det gik skævt i Manchester United, så i det her spil tror jeg ikke på DBU.

CL-klub uden for Premier League?

Vi må se, hvor Thomas Frank ender nu.

Der vil være god tid til at overveje tilbuddene efter Tottenham, og mon ikke den oplagte løsning er at afvente de interessante åbninger til sommer i toppen af ligaer uden for England, hvor der vil være bedre tid til et langsigtet projekt, end der viste sig at være i Tottenham med tsunamien af skader og kamppresset.

Premier League-klubber kommer sandsynligvis også og spørger, vil jeg gætte på, men det vil overraske mig, hvis en overlevelseskamp i bunden her til marts eller april tiltaler den danske træner.

Nej, sommeren må være det oplagte bud, og så er det klart, forventningspresset på Thomas Frank vil være stort, for mens navnet er fint efter Tottenham, var de otte måneder det så sandelig ikke.

Der bliver mange beslutninger, der skal tænkes grundigt igennem og læres af, og mon ikke, det i virkeligheden er topprioriteten nu.

Mest læste

Notifications

Notifikationer